Hakkebøf

hakkebøf

Hakkebøf med brun sovs og stegte løg

Samlet tid: 40 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Fordelen ved at hakke selv er at du allerede mens du hakker kan komme nogle ingredienser med i til at give ekstra smag – f.eks. krydderier, løg eller hvidløg eller måske grøntsager, som broccoli, hvis du skal have lidt ekstra vitaminer i ungerne. Det er dog ikke nødvendigt i denne opskrift for der skal kødet bare have lov at være kød og smage igennem.

Ingredienser

  • 3-4 løg afhængig af størrelse
  • Smør til stegning – ca. 25 g
  • 500 g hakket oksekød
  • Olie til stegning
  • 4 dl bouillon
  • 1 spsk. mel
  • Salt og peber


Sådan gør du

  • Pil løgene, og skær dem i skiver/ringe.
  • Brun ca. halvdelen af smørret i en stegepande, og steg løgene til de har den ønskede farve – hvis du ønsker dem helt bløde, kan du tilsætte lidt vand.
  • Del imens kødet i fire lige store portioner. Ælt hver portion godt, og form til bøffer. Husk de skal være lige høje ellers vil stegetiden ikke være den samme på alle bøfferne.
  • Hak hver bøf let med en kniv på kryds og tværs på begge sider, så de får et ternet mønster – det giver en ensartet stegeflade.
  • Tag løgene af panden, hold dem varme, og kom olie på, og varm det op.
  • Krydr bøfferne med salt og peber, og brun dem på begge sider ved kraftig varme.
  • Skru ned for varmen, kom resten af smørret på, og steg bøfferne 3-4 minutter på hver side til de er gennemstegte.
  • Tag bøfferne af panden og hold dem varme hæld bouillon på panden, og kog op.
  • Lav en jævning af mel og 1 dl vand, pisk eller ryst det fri for klumper.
  • Jævn sovsen, og lad den simre i ca. 10 minutter til al melsmag er væk.
  • Smag til med salt og peber.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Hakkebøf opskrift og lidt kommentarer

Hakkebøf – en god, gammeldags, dansk bøf … med brun sovs og stegte løg. Mums! Den kunne for min skyld godt også være Danmarks nationalret, men det var der i og for sig mange der kunne. En god hakkebøf består af hakket kød fra en ko der har haft det godt, er blevet aet på mulen, kløet i panden og har gået og gumlet grønt græs på marken. Det er godt for koen, og det er godt for smagen i bøffen.

Hakker du selv, eller kan du få slagteren til det, så vælg et stykke yderlår. Det er et af de lidt dyrere stykker på koen, men du får også en god bøf ud af det.

Tip: Hvis du synes at din sovs smager af ingenting kan du pifte den op ved at tage et skvæt af lagen fra de syltede agurker, asier, agurkesalat eller hvad du måtte have af surt. Det er nemlig surt og sødt på samme tid og giver sovsen et løft.

Servér bøfferne med kogte kartofler, dampede grøntsager eller en salat og en god vin – f.eks. en Reserva.

Prøv også en af vores fem opskrifter på mørbradgryde – læs den her: Mørbradgryde!

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

2 reaktioner

  1. Hvis du alligevel går “den fulde monty”, og bruger smør-I disse tider-modigt, kan man også tilsætte det let brunede smør lidt rørsukker; 1/4 tsk. for at opnå en pænere og mere lækker karamellisering af løgene. Jeg har ALDRIG hældt vand i for at få bløde løg; derskal bare skrues ned for varmen- ellers fuldstændigt enig

    MVH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce