Lakseroulade med spinat og dildcreme

lakseroulade

Lakseroulade med spinat og dildcreme

Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Det er hurtigt at lave en lakseroulade, det som tager tiden, er, at den lige skal en tur forbi fryseren for at blive skærefast. Vurderingen på 4 personer nedenfor er hvis det bruges til forret, og det gør det jo nok oftest!

Ingredienser

  • 1 lille bdt. dild
  • dl cremefraiche
  • Skal og saft af 1 økologisk citron
  • 300 g røget laks i tynde skiver
  • 1 spsk. olivenolie
  • 75 g friske spæde spinatblade
  • ½ glas lakserogn stenbidderrogn eller den ægte kaviar fra stør – selv bruger jeg Cavi-art også kaldet Tang-kaviar, fordi det er fremstillet af havtang. Det har en frisk smag, en sprød konsistens, og så holder det længe – også efter åbning
  • 4 skiver lækkert brød
  • smør til brødet

Sådan gør du

  • Skyl dilden, og hak halvdelen af den.
  • Bland cremefraiche, fintrevet citronskal, 2 tsk. citronsaft samt lidt salt og peber.
  • Pisk blandingen med en elpisker, til det ligner flødeskum.
  • Vend den hakkede dild i.
  • Læg på et stykke smørrebrødspapir i passende længde lakseskiverne lidt ind over hinanden i en bredde på ca. 15 cm, og så lang som den nu bliver – ca. 35 cm.
  • Fordel dildcremen på lakseskiverne, så den kant, der er længst væk fra dig har en kant på et par cm, der ikke bliver smurt med cremen. Dildcremen har det nemlig med at ”skubbe” sig, og så ligger en stor af det uden for lakserouladen, når du er færdig. Det er der jo ingen fidus i.
  • Rul laksen stille og roligt sammen som en roulade på den lange led ved at trække op i smørrebrødspapiret, rulle, trække op, rulle, indtil laksen er blevet til en roulade. Bøj enderne ind over dildcremen undervejs, mens du ruller, så cremen ikke ryger ud den vej.
  • Læk lakserouladen i fryseren i minimum et par timer, så den er fast nok til, at du kan skære den i skiver, uden den går fra hinanden.
  • Skyl imens spinatbladene, og lad dem dryppe af.
  • Bland olie og citronsaft samt lidt salt og peber, og vend det med spinaten.
  • Skær lakserouladerne – efter turen i fryseren – i ca. 1 – 1½ cm tykke skiver med en skarp kniv.
  • Portionsanret skiverne på 4 tallerkener. De må gerne ligge lidt ind over hinanden. Lad dem evt. stå på bordet ved stuetemperatur en 10 minutters tid.
  • Fordel salaten oven på skiverne af lakseroulade, og pynt med dildkviste og rogn/kaviar.
  • Servér med brød evt. med en klat smør.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Lidt om min opskrift på lakseroulade med spinat og dildcreme

Lakseroulade med spinat og dildcreme – mums! Jeg vil gerne takke den person, der har opfundet lakserouladen. Den er sindssygt godt fundet på. Den let røgede smag fra den røgede laks kombineret med den friske smag af dildcreme og dertil knasende sprøde spinatblade – eller noget andet grønt.

Lakserouladen er langt fra ny i det danske køkken. Den er i mange år blevet serveret – og bliver det stadig – som forret til festlige lejligheder. Men er der røget laks på tilbud lige rundt om hjørnet, kan jeg godt finde på at lave lakseroulade en ganske almindelig hverdag til frokost.

Velbekomme!

Se eventuelt også vores andre madretter med laks her.

Sidst opdateret: 8. november 2023
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

2 reaktioner

  1. Lige to ting: Man skal købe nogle gode store stykker laks – mange af supermarkedernes er mest lakserester, og det er ikke godt til det her. Mht. konsistensen af det piskede Creme Fraiche, så havde jeg store problemer med at få det til at blive sammenhængende – det var ret sjasket? Kan det være fordi jeg måske puttede lidt for meget citron i?

    1. Hej Sune
      Der skal piskes længe i cremefraichen. Alligevel vil den aldrig blive lige så stabil i konsistensen som f.eks. stiftpiskede æggehvider. Det kan være lidt svært at arbejde med cremen, men den bliver fin, når rouladen har været i fryseren.
      De bedste hilsner
      Johan og hurtigmums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter