Brændte mandler

brændte mandler

Brændte mandler – opskrift

Samlet tid: 20 minutter
Forfatter: Beate Grandahl
Mandelbrændermandens brændte mandler smager altså anderledes end de hjemmelavede, og de ser også mørkere og blankere ud. De hjemmelavede smager ikke dårligere end mandelbrændermandens bare anderledes.

Ingredienser

  • 200 g mandler
  • 2 dl sukker
  • 1 dl vand


Sådan gør du

  • Kom det hele i en pande, og varm det op ved kraftig varme, mens du rører rundt.
  • Skru ned til jævn varme, når vandet begynder at fordampe, og sukkeret bliver brunt og flydende.
  • Bliv ved med at røre, til mandlerne får en blank overflade.
  • Hæld de brændte mandler ud på et stykke bagepapir, fordel dem så godt du kan, og lad dem køle helt af.
  • Bræk de brændte mandler fra hinanden.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Lidt om vores brændte mandler opskrift

Brændte mandler – Jeg er meget overrasket over, hvor nemt det egentlig er at lave brændte mandler. Det sværeste – eller … det er ikke svært, bare besværligt – er, når de karamelliserede mandler skal brækkes fra hinanden. Og nej, brændte mandler er selvfølgelig ikke ”brændte”, de er nærmere karamelliseret – sukkerristet er vel det rette ord.

Hvordan laver man brændte mandler?

Uhmmm, duften af brændte mandler fra mandelbrændermandens mandelbrændervogn til jul, når man er på juleindkøb. Sneen knirker under støvlerne, og hvert åndedrag kan ses fra alle de travle mennesker, der er ude i kulden. Du må da have et kræmmerhus brændte mandler med hjem. Opskriften nedenfor giver dig en guide til at kunne lave hjemmelavede brændte mandler.

Altså bortset fra at der er en del sukker i, så er det jo noget af det sundere juleslik. Mandler er fyldt med det ”gode” fedt samt en masse fibre.

Brændte mandler med lakrids eller …

Selvom jeg er af den overbevisning, at man ikke skal prøve på at fikse noget, der ikke er i stykker – og det er brændte mandler bestemt ikke – så synes jeg jo, at det er spændende at eksperimentere. Og det er også rart at have noget at vælge imellem, du skulle jo nødig gå hen at blive træt af de traditionelle brændte mandler. Så prøv at lege lidt med smagen.

F.eks. kan du komme lakridspulver i. Eller korn fra en vaniljestang – eller vaniljesukker. Du kan også prøve at erstatte lidt af vandet med appelsinsaft.

Eller du kan drysse med f.eks. sesamfrø eller salt, når du har hældt mandlerne ud på bagepapiret, inden de er kølet af og ”stivnet”.

Tag børnene med i køkkenet

Ved juletid står spejderne ved ”mit” supermarked og sælger brændte mandler. Hjemmelavede brændte mandler – står der på skiltet. Jeg har altid været imponeret over, at spejdere var så dygtige, at de kunne lave brændte mandler, men nu ved jeg, at det egentlig ikke er så svært – og mon dog ikke spejderlederne har hjulpet til?

For små børn bør i hvert fald ikke være med til at lave brændte mandler – store børn måske, men ikke små – for smeltet sukker er saftsuseme varmt. Men de kan selvfølgelig sagtens være med til at knække mandlerne fra hinanden, når de er blevet kolde.

Holdbarhed

Opbevar dine brændte mandler tørt og køligt og i en tætsluttende beholder. Det er svært at sige, hvor længde de kan holde sig – normalt er det mandlerne, der bliver harske, sukkerlaget skal nok holde sig.

Se også opskriften på havregrynskugler her.

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

En reaktion

  1. Alle tiders, jeg brugte kanel og vanille sukker, absolutions delicious, næste gang vil jeg prøve med lakrids pulver og lidt dry fennikel . Glæder mig og lade dig vide hvordan de turned out.
    Love the receipe
    Tak for et godt resultat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce