Budding – Hvem kender ikke den dirrende dessert, budding? Vanilje eller chokolade? Dr. Oetker lavede dem som pulver engang i 50’erne, men den rigtige husmor lavede den selvfølgelig fra bunden af. Der var masser af æggeblommer og piskefløde i, og husblas sørgede for, at buddingen fik den rigtige ”nervøse” konsistens. Men buddingen har fået et comeback og en opgradering.
De bævende desserter har været yt i en del år. Bevares, du har stadig kunnet få pulveret, som du lige rører op med mælk og sukker og evt. kakao, hvis det skal være chokoladebudding. Men hjemmelavet budding er ikke rigtig noget, der har stået på dessertmenuen. Måske fordi vi ikke spiser så meget dessert mere? Jeg ved det ikke, men herunder får du i hvert fald opskriften på en budding, som du kan spise som dessert, morgenmad eller som en snack midt på dagen.
Chia budding opskrift
Denne budding skal der hverken fløde, æggeblommer eller husblas i. Den er supernem at lave. Det eneste lille minus er, at du skal have god tid, for chiafrøene skal lige have lov til at suge mandeldrikken til sig.
Antal personer:
4
Tid i alt:
18T
Sværhedsgrad:
Middel
Ingredienser til chia budding
- 1½ spsk. chiafrø
- 1 knsp. vaniljekorn
- 2 dl mandeldrik
- 1½ moden mango
- 1 moden banan
- 1 tsk. kardemomme
- 1 dl skyr
- Kakaonibs
Sådan laver du chia budding
- Rør chiafrøene og vaniljekornene ud i mandeldrikken, og sæt det i køleskabet i 18-24 timer.
- Blend ¾ mango, banan, kardemomme og skyr sammen – du kan også bruge en minihakker, hvis du ikke har en blender.
- Skær resten af mangoen i store tern.
- Anret mango-bananblandingen, chia-budding, mangotern og til sidst igen mango-bananblanding i små glas.
- Drys med kakaonibs, og servér med det samme.
Hjemmelavet mandeldrik
Tidligere hed det mandelmælk, men det er det ikke tilladt at kalde det længere. For mælk skal komme fra dyr, og ”mandelmælk” er plantebaseret, så derfor: mandeldrik!
Mandeldrik kan du købe i de fleste assorterede dagligvarebutikker – dog har jeg kun set dem i kartoner med 1 liter, og det er måske lige i overkanten, hvis du kun skal bruge et par deciliter. Men så kan du heldigvis lave det selv. Opskriften her er til ½ liter, men du kan jo selv gange op eller dividere ned, hvis du har brug for mere eller mindre.
Ca. ½ liter 24 timer og 10 minutter
Ingredienser til mandeldrik
- 15 mandler
- 6 dl vand
Sådan laver du mandeldrik
- Sæt mandlerne i blød i 1 dl vand, og sæt dem i køleskabet i minimum 1 døgn. Står de i længere tid, skal du skifte vandet en gang i døgnet.
- Hæld vandet fra, og kassér det, og skyl mandlerne.
- Blend mandlerne med ½ dl vand, til massen er godt grynet.
- Tilsæt resten af vandet, og blend igen.
- Hæld mandeldrikken igennem et rent, finmasket klæde, så drikken bliver befriet for mandelgrums.
Du kan evt. smage mandeldrikken til med en lille smule vanilje.
Mandelmassen, der sies fra, kan bruges i bagværk eller grød.