Ceviche er en kold fiske- eller skaldyrsanretning, som vist nok stammer fra Peru. Retten skal smage syrligt og også gerne have lidt styrke. Den kan tilberedes af alle mulige skaldyr og fisk, men det mest sete er nok kammuslinger, laks og torsk.

Fremgangsmåde er enkel – og stort set ens – uanset hvilken fisk eller skaldyr du bruger. Det rå kød skæres i tern og marineres i saft af citron eller lime eller en blanding. Syren fra citrusfrugten denaturerer proteinet i kødet, så det får en konsistens som kogt eller dampet fiske-/skaldyrskød.

Ceviche med torsk

Du kan enten vælge at marinere torskekødet først og derefter blande det med forskellige grøntsager, krydderurter og krydderier, eller du kan blande det hele sammen og lade det marinere/trække sammen, så smagene rigtig kan trænge ud og blande sig med hinanden. Sidstnævnte metode er den, jeg foretrækker.

Antal personer:
4

Tid i alt:
1T 20M

Sværhedsgrad:
Middel

Ingredienser til ceviche

  • 2 tomater
  • 1 rød chilipeber
  • 1 rødløg
  • 600 g torskefilet eller – loins
  • Saft af 1 citron
  • Saft af 1 lime
  • 2 spsk. olivenolie
  • ½ dl hakket, frisk koriander
  • ½ dl hakket, frisk mynte
  • Salt og peber

Sådan laver du ceviche

  1. Start med at flå tomaterne. Det gør du ved først at sætte en lille gryde med vand over og bringe det i kog.
  2. Skær imens et lille kryds i bunden af tomaterne (den ende, hvor der ikke er nogen stilk/blomst).
  3. Læg tomaterne i det kogende vand i 30-45 sekunder, tag dem op med en hulske, og læg dem i iskoldt vand, så de bliver blancheret.
  4. Fjern skindet ved at trække i fligene fra krydset.
  5. Skær tomaterne i både, fjern kernerne, og skær herefter kødet i tern.
  6. Skyl chilipeberen, fjern stilk, frøstok og kerner, og skær kødet i små tern.
  7. Pil rødløget, skær det over på midten, og skær hver del i skiver, så du får halve ringe.
  8. Skær torskekødet i tern.
  9. Bland citronsaft, limesaft og olie i skål, og tilsæt krydderurter, fisk, grøntsager og krydderier.
  10. Vend det hele godt og grundigt rundt, og stil det tildækket på køl i minimum en time.

Du kan servere retten som den er med et stykke godt surbrødsdej til. Eller du kan servere den som en lidt mere mættende anretning til en omelet.

Ceviche med kammusling

Du kan med fordel udskifte torskekødet eller noget af det med kammuslinger, hvis du synes, det smager bedre.

Ceviche med laks

Du kan på samme måde lave ceviche med laks. Her ville jeg dog udskifte tomaterne med avokadoer og tilsætte en mango i tern også samt udskifte chilipeberen med 2 fed finthakket hvidløg.

Lakseceviche kan du på samme måde som med torsken servere med en skive brød til, eller du kan anrette den i en avokadoskal – gerne med en lille kant af avokadokød siddende tilbage i skallen stadig.

Rå fisk

Faktisk er ceviche jo rå fisk. I rå fisk kan der forekomme parasitter, der kan overleve at blive spist af mennesker. Derfor er det vigtigt inden brug enten at

  • fryse fisken ved max. -20° C i min. 24 timer,
  • varmrøge fisken,
  • salte fisken godt eller
  • marinere fisken kraftigt.

Let saltning, kortvarig marinering, koldrøgning eller gravning er ikke nok.

Følg HurtigMums på de Sociale Medier!

Følg HurtigMums på de Sociale Medier!
Print Friendly, PDF & Email
Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Ceviche
Kok:
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tidsforbrug

x