Flæskestegssandwich

Flæskestegssandwich er en god anvendelse af resterne fra flæskestegen dagen før, hvad enten det er god, saftig flæskesteg af nakke- eller svinekam eller en god, gammeldags ribbenssteg. Fyldet i en flæskestegssandwich kan variere. Og dit bud kan være lige så velsmagende som mit.

Dog har jeg nogle få krav, der skal være opfyldt, for at jeg synes, en flæskestegssandwich er lækker:

  • Stegen skal være saftig – ikke tør og kedelig, men selvfølgelig gennemstegt.
  • Der skal være sprød svær på.
  • Der må ikke være brusk i.
  • Stegen skal omfavnes af en blød, frisk bolle.

Hvad skal der i en flæskestegssandwich?

Der skal selvfølgelig også være noget god dressing og lidt surt og sødt i. Til gengæld er salat ikke et must – snarere tvært imod.

Flæskestegssandwich

Flæskestegssandwich – opskrift

Samlet tid: 25 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Jo enklere, jo bedre. Også fordi det jo så bliver en ret, der er hurtigt at lave, og som er en konge værdig – hurtigmums … det kan vi li’!

Ingredienser

  • 325-350 g stegt flæskesteg med sprød svær
  • 4 burgerboller – må gerne være hjemmelavede burgerboller
  • 2 spsk. skyr
  • 2 spsk. mayonnaise – hjemmelavet mayonnaise selvsagt
  • ½ spsk. dijonsennep
  • 1 tsk. æblecidereddike
  • 1 tsk. akaciehonning
  • Salt og peber
  • 4 spsk. syltet rødkål
  • 6 spsk. agurkesalat – og ja det skal naturligvis være hjemmelavet agurkesalat

Sådan gør du

  • Flæskestegen skal selvfølgelig være varm. Er det en rest, så varm den i ovnen ved et par hundrede grader i ca. 15 minutter – pas på sværen ikke bliver sort. Læg evt. stanniol over. Er sværen blevet blød, så må den have ½-1 minut under grill-elementet. Igen: Pas på!
  • Bollerne varmer du med i ovnen de sidste 5-7 minutter, hvis ikke de er nybagte og dermed varme.
  • Rør en dressing af skyr, mayonnaise, dijonsennep, æblecidereddike og akaciehonning.
  • Smag til med salt og peber.
  • Varm rødkålen i en lille gryde eller kasserolle.
  • Skær flæskestegen i ca. 1 cm tykke skiver, der skal være mindst 8 skiver.
  • Flæk bollerne, og smør begge halvdele med rigelig dressing.
  • Kom 1 spsk. rødkål på hver underbolle.
  • Fordel flæskestegsskiverne oven på og til sidst agurkesalaten.
  • Læg overbollen på.
  • Servér med det samme.

Noter

Tip: Når du varmer rødkålen, så prøv at tilsætte et par spsk. hyldebærsaft, kirsebærsaft eller lignende. Det giver en helt fantastisk smag.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Meyers flæskestegssandwich

Når ungerne er hjemme får vi en variant. Den hedder Meyers flæskestegssandwich. Vi fik den engang hos noget familie, og ungerne er vilde med den. Jeg bruger den samme dressing, selvom den ikke er helt korrekt, for i Meyers dressing er der grov sennep i stedet for dijonsennep.

I stedet for agurkesalaten er der cornichoner i skiver. Og der er også tynde skiver æble i. Det er ikke den store forskel, men ungerne synes, der er meget mere bid i cornichoner og æbler end i en ”slatten omgang agurkesalat”, som de siger. Det kan de da have ret i. Og ét er sikkert, den smager også sindssygt godt, og forandringen fryder.

Andre kreative forslag til udvikling af flæskestegssandwichen 

Der er mange forskellige, sjove og nogle gange underlige måder, som du kan bruge til til at lave din flæskestegssandwich noget specielt. Her kommer lidt forslag:

  1. Mini Flæskestegssandwich-Tårne
    Lav små portioner af flæskestegssandwichen og skær dem i cirkler med en udstikker. Stable to eller tre ovenpå hinanden, og fastgør dem med en festlig tandstikker. Dette vil skabe små tårne, der er perfekte som forretter.
  2. Flæskestegssandwich-Wrap
    Tag en stor tortilla og læg din flæskestegssandwich-fyld på midten. Tilsæt lidt rødkål, agurk og remoulade. Rul tortillaen sammen som en burrito og skær den i mindre stykker. Server som en fusion mellem en sandwich og en wrap.
  3. Flæskestegssandwich Sliders
    Brug små slider-boller til at lave mini-versioner af din flæskestegssandwich. De er perfekte til fester og får alle til at komme tilbage for mere.
  4. Flæskestegssandwich “Burger”
    Form din flæskestegssandwich som en burger ved at bruge en blød burgerbolle. Mellem bollerne kan du tilføje en skive ost, rødkål, og måske endda en skive ananas for en sød twist.
  5. Flæskestegssandwich i Kroneform
    Brug et rundt brød og skær det øverste af for at skabe en “krone”. Hul ud i midten af brødet og fyld det med din flæskestegssandwich. Server det som en spiselig skål, der vil imponere dine gæster.
  6. Flæskestegssandwich-Roulade
    Skær flæskestegen i tynde skiver. På en flad overflade, læg et lag af sandwich-fyld, rul det forsigtigt sammen og skær i skiver, så det ligner en roulade. Server med en klat remoulade på toppen.

Jeg håber, at disse ideer kan inspirere dig til at servere din flæskestegssandwich på en sjov og kreativ måde!

Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

4 reaktioner

  1. I en flæskestegssandwich er det da helt forfærdelig forbudt at lægge rødkål direkte oven på burgerbollen, saften løber da ned i bollen, og så er sandwichen helt ødelagt, fordi brødet bliver vådt!!!

    1. Hej Kirsten
      Rødkålen skal ikke være sjaskvåd og bollen er også til dels præpareret af dressingen, men selvfølgelig kan du da lægge både rødkål og agurkesalat oven på kødet, hvis det er det, du føler for. Det er jo heldigvis dig selv, der bestemmer 🙂
      De bedste hilsner
      Beate og hurtigmums

    1. Hej Anette
      Det kan man da i hvert fald. Man kan heldigvis gøre lige nøjagtig, som man synes bedst. Det er en af fordelene ved at lave det selv. Tak for tippet.
      De bedste hilsner
      Beate, Hurtigmums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Andre opskrifter med svinekød