Flødeboller

flødeboller

Hjemmelavede flødeboller – opskrift

Forb. tid: 2 timer
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Ret: Dessert, Tilbehør
Køkken: Dansk
Antal: 12 flødeboller
Kalorier: 297kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Hvorfor de hedder, som de gør, undrer mig egentlig, for der er ikke skyggen af fløde i dem. Den lækre chokoladeovertrukne marshmallows (skumfiduser), som de kaldes på engelsk, og som måske er en bedre betegnelse, kan have vaffelbund, kage-/kiksebund og eller marcipanbund. Jeg bruger marcipan. Det, synes jeg, er det nemmeste.

Ingredienser

  • 50 g rå marcipan
  • 75 g sukker ca 1 spsk.
  • 2 spsk. glukosesirup
  • 2 spsk. vand
  • 1 knsp. vaniljesukker
  • 2 æggehvider
  • 500 g mørk chokolade med ca. 55 % kakaoindhold
  • pynt/drys


Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175° C varmluft.
  • Del marcipanen i 12 lige store stykker. Har du købt en rulle, er det nemt at skære den i skiver, som trykkes flade. Bundene skal have en diameter på ca. 5 cm.
  • Læg bundene på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt dem i ovnen i 5-7 minutter, til de er gyldne i kanten. Lad dem køle af.
  • Hæld 75 g sukker, glukosesirup, vand og vaniljesukker i en lille gryde, og bring det i kog. Lad det koge, til sukkeret er helt opløst, og blandingen er blevet til en tyktflydende sirup.
  • Pisk æggehviderne, til de begynder at stivne, og tilsæt så den sidste spiseskefuld sukker.
  • Pisk til æggehviderne er stive.
  • Tilsæt under fortsat piskning og ved høj hastighed siruppen i en tynd stråle. Fortsæt med at piske i 8-10 minutter, til massen er tyk, sej og luftig.
  • Kom skummet i en sprøjtepose, klip hul – brug evt. en glat tylle – og sprøjt toppe på marcipanbundene.
  • Lad de nøgne flødeboller stå i mindst 1 time ved stuetemperatur, så overfladen bliver lidt tør, og skummet kan ”sætte” sig.
  • Smelt chokolade over vandbad – eller i mikroovnen.
  • Dyp hver flødebolle én ad gangen i chokoladen, mens du holder i marcipanbunden. Vend hurtigt rundt, og pynt, mens chokoladen stadig er våd.
  • Lad chokoladen stivne helt – evt. i køleskabet – før du serverer de lækre delikatesser.

Noter

Tip I: Har du et sukkertermometer, kan det være en fordel. Siruppen skal være 117° C, når den hældes i æggehviderne.
Tip II: Du kan evt. bage bundene med skummet på, så er der endnu større chance for, at skummet bliver siddende, når du vender det på hovedet ned i chokoladen.
Tip III: Du kan også pensle den smeltede chokolade på skummet eller hælde chokoladen forsigtigt over, og lad dem dryppe af på en rist. Den ”spildte” chokolade kan genbruges.
Forslag til pynt
Du kan pynte med finthakkede pistagenødder eller sukkerglaserede pekannødder, frysetørrede bær, tørrede blomster, kakaonips eller som på billedet, hvor der er brugt kagepynt med violsmag, spiseligt guldstøv og kokosmel.

Nutrition

Kalorier: 297kcal | Kulhydrat: 28g | Protein: 4g | Fedt: 19g | Mættet fedt: 10g | Kolesterol: 1mg | Natrium: 18mg | Kalium: 317mg | Fiber: 5g | Sukker: 18g | Calcium: 33mg | Jern: 5mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Hjemmelavede flødeboller vs Spangsberg flødeboller

Hjemmelavede flødeboller – Har du smagt Spangsberg flødeboller, så tænker du måske, at der er ingen grund til selv at lave dem, men der tager du fejl. Spangsberg smager godt – det indrømmer jeg – men de kan ikke måle sig med de hjemmelavede.

Der er bare noget ophøjet ved at servere hjemmelavede flødeboller. Det er overskudsagtigt, men pas nu på ikke at blære dig inden og love for meget, for de kan også være drilske.

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce