Da jeg var barn, var der hindbærsnitter til. Store snitter af smuldrende mørdej lagt sammen om den syrlige hindbærmarmelade og med hvinende sød glasur oven på. De havde en anselige størrelse. Når jeg ser hindbærsnitter hos bageren i dag, så lader de meget tilbage at ønske. De er jo reduceret til medaljer. Hindbærmedaljer. Men så er det jo godt, du kan lave nogle snitter selv.

.

Bevares, det ændrer da ikke på smagen, at de er blevet mindre og har fået en anden form, det skal jeg da være ærlig at indrømme. Men det ændrer på kageglæden. Uh, en hindbærsnitte kunne du jo næsten spise dig mæt i førhen.

Hindbærsnitter – opskrift

Derfor laver jeg mine hindbærsnitter autentisk. Som min mor lavede dem … eller det gjorde hun faktisk ikke, men som dem, hun hentede hos bageren så. Du er selvfølgelig frit stillet for, hvilken form, du vil lave dine snitter eller medaljer i. Der bliver helt klart flere ud af medaljerne – hvis ikke du skærer snitten over og deler med din sidemand.

Antal snitter:
10

Tid i alt:
1T55M

Sværhedsgrad:
Middel

Ingredienser til Hindbærsnitter

 

  • Ingredienser til hindbærsnitter (mørdej)

    • 350 g hvedemel
    • 200 g blødt smør (stuetemperatur)
    • 250 g flormelis
    • 1 spsk. vaniljesukker eller ca. ½ stang vanilje
    • 1 æg

    Fyld

    • 1½ dl hindbærmarmelade

    Ingredienser til glasur

    • 200 g flormelis
    • 2 spsk. koldt vand

    Pynt

    • Kulørt krymmel

Sådan laver du Hindbærsnitter

  1. Hæld melet op i en skål.
  2. Skær smørret i tern, og smuldr det i melet.
  3. Tilsæt flormelis og vaniljesukker, og bland det godt sammen.
  4. Saml dejen med ægget – ikke noget med at røre eller ælte længe, bare samle.
  5. Sæt dejen tildækket i køleskabet i en times tid.
  6. Tænd ovnen på 175° C varmluft.
  7. Del dejen i to lige store dele (vej dem evt.).
  8. Rul hver portion ud til en rektangel på ca. 20 x 30 cm.
  9. Skær hver udrullet dejplade over på den lange led, så du har fire plader dej på hver 10 x 30 cm.
  10. Læg pladerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 20-25 minutter.
  11. Lad de bagte stykker køle helt af på en rist.
  12. Pisk imens glasuren sammen.
  13. Fordel marmeladen på to af pladerne, og glasuren på de andre to.
  14. Drys krymmel på dem med glasur på.
  15. Læg kagedelene sammen to og to, så marmeladen kommer i midten, og glasuren vender opad.
  16. Skær hver kage ud i fem lige store snitter – hindbærsnitter.

Vil du hellere lave medaljer, rulles dejen ud – ca. 3 mm – og der udstanses cirkler på ca. 8 cm i diameter. Disse cirkler lægges efter bagning sammen to og to med hindbærmarmelade i midten og glasur på toppen.

Hjemmelavet vaniljesukker

Har du valgt at bruge vaniljestang i stedet for vaniljesukker, så skrab kornene ud af vaniljestangen med en lille kniv, og mas dem sammen med lidt af flormelissen, så kornene ikke klumper sammen. Bland derefter ”vaniljesukkeret” med resten af flormelissen, og hæld det hele i skålen.

Følg HurtigMums på de Sociale Medier!

Følg HurtigMums på de Sociale Medier!
Print Friendly, PDF & Email
Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Hindbærsnitter
Kok:
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tidsforbrug
Gennemsnitlig karakter
0graygraygraygraygray Based on 1 Review(s)

x