Kartoffel-porre suppe – Tidligere – i de ”gode, gamle dage” – var supper kogt på ben eller kød. Således fik man klare supper med grøntsager – og måske kød – i, oksekødssuppe, hønsekødssuppe og lignende. Det var ikke så tit man fik blendede supper – lige med undtagelse måske af gule ærter – allerhøjst en gang aspargessuppe som skrub af-mad efter familiefesten.

Nu får man tomatsuppe, kartoffelsuppe, løgsuppe, jordskokkesuppe, svampesuppe og mange andre supper der ikke tager hele dagen at lave.

kartoffel-porre suppe

Kartoffel-porre suppe – fedtfattig

Den suppe du får opskriften på her er en kartoffel-porre suppe. Der er selvfølgelig kartofler og porrer i, men der er også ost i – lækker, cremet gorgonzola. Det giver en dejlig, velsmagende og cremet suppe. Og så er den endda fedtfattig. Hvilket vil sige at den har en fedtenergiprocent på maksimum 30 – hvis du er blandt dem der tænker på vægten og BMI-tallet.

Forbrug til 4 personer

  • 500 g kartofler
  • 2 porrer
  • 2 fed hvidløg
  • ½ spsk. let, flydende margarine
  • 6 dl grøntsagsbouillon
  • 2 dl minimælk
  • 1 dl madlavningsfløde (4 %)
  • 100 g gorgonzola
  • Lidt friskklippet purløg
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre terninger – jo mindre, jo hurtigere koger de.
  2. Rens porrer, og skær dem i tynde skiver.
  3. Pil og hak hvidløgsfeddene.
  4. Kom margarinen i en gryde.
  5. Svits kartofler, porrer – gem lidt porreringe til pynt – og hvidløg i margarinen i et par minutter.
  6. Tilsæt bouillon, kog det hele op, og lad det simre til kartoflerne er møre – det tager 10-15 minutter alt efter hvor småt du har skåret dem ud.
  7. Blend grøntsager og bouillon til en lind suppe.
  8. Tilsæt mælk og fløde, og kom osten ved i mindre stykker.
  9. Varm suppen op under omrøring.
  10. Smag til med salt og peber når suppen koger.
  11. Servér med et drys purløg, et par porreringe og lidt godt brød til – gerne lunt.

Ønsker du lidt mere spark i suppen end hvidløgene giver, så svits en hakket, rød chilipeber med sammen med grøntsagerne.

Velbekomme!

Det kan du drikke til

Skal der vin på bordet til din kartoffel-porre suppe, vil jeg foreslå at du servere en fyldig, tør hvidvin – f.eks. en Rully 1er Cru her fra Jysk Vin. Den skal ikke være iskold – det skal vin aldrig til varm suppe – for det er ikke nogen kulinarisk oplevelse at spise glohed suppe og drikke iskold vin til.

Vælger du en mere spicy version af kartoffel-porre-suppen, vil jeg anbefale en lidt sødere hvidvin som går godt både til suppe og til stærk mad. Det kunne f.eks. være en Gewurztraminer fra Alsace igen fra Jysk Vin, som man normalt ville servere til desserter eller snacks, men prøv den! Og husk, den skal ikke være iskold.

Helårssuppe

Suppen her er ikke en decideret vintersuppe. Den kan spises hele året. Så spis den når det er sæson for porrer – og det er det næsten hele året undtagen maj, juni og juli. Og da det også er sommermåneder, så er det nok ikke på denne årstid du sukker mest efter varm suppe. Så det passer jo rigtig godt.

 

Forberedelsestid: 20 minutter

Tilberedningstid: 20 minutter

Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Kartoffel-porre suppe
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tidsforbrug
Gennemsnitlig karakter
3.51star1star1star1stargray Based on 17 Review(s)
Print Friendly, PDF & Email