Lagkagebunde

Opskrift på lagkagebunde – Jeg bager ofte selv lagkagebunde, når vi skal have lagkage. Det gør jeg, dels fordi de smager bedre og ikke er så tørre, og dels fordi vi oftest er for mange til en enkelt lagkage og for få til to, hvis lagkagen er lavet af lagkagebunde i standardstørrelse.

Når du selv bager lagkagebunde, kan du bage dem i lige nøjagtig den størrelse, der passer til det antal gæster, du har inviteret – firkantet eller rund … ja, eller andre former, hvis du er meget kreativ.

En standardstørrelse lagkagebund er omkring 21 cm i diameter og giver ved traditionelt fyld fordelt mellem tre lagkagebunde nok til 8-10 personer. Når vi er samlet til fødselsdag med lige de nærmeste, er vi ofte 12-14 personer. Derfor bruger jeg en springform der måler 26 cm i diameter, når jeg bager lagkagebunde.

Beates opskrift på lagkagebunde

Lagkagebunde

Lagkagebunde – opskrift

Samlet tid: 45 minutter
Forfatter: Beate Grandahl
Denne opskrift er altså til tre lagkagebunde på 26 cm i diameter. Skal størrelsen være på 21 cm, skal du bruge 2/3, så eksempelvis 6 æg bliver til 4 osv.

Ingredienser

  • 190 g sukker
  • 6 æg
  • 115 g hvedemel
  • 35 g kartoffelmel – kan evt. erstattes af hvedemel så du bruger 150 g hvedemel i stedet
  • 1 tsk. bagepulver med top
  • Lidt smør til formen


Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175° C – ikke varmluft.
  • Pisk sukker og æg cremet og skummende – gerne 10 minutter med en elpisker – det skal blive tykt ligesom en creme.
  • Bland hvedemel, kartoffelmel og bagepulver, og sigt det i ”æggesnapsen” lidt ad gangen, mens du vender det forsigtigt rundt og blander det ind i æggemassen. Endelig ikke piske, så pisker du luftigheden ud, og bundene bliver tunge og massive.
  • Smør en springform med en diameter på ca. 26 cm, og hæld dejen i, og skub den ud til siderne.
  • Sæt den nederst i den varme ovn, og bag den i 20-30 minutter, til den er gennembagt.
  • Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen og lader den køle helt af på en bagerist. Den kan godt få lidt mærker efter risten, men det betyder ikke noget, det bliver jo dækket.
  • Når kagen er helt kold, flækkes den i tre lige tykke lagkagebunde.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Har du en udskæringsring til lagkagebunde, er det ikke noget problem – og ja, sådan én findes – men ellers kan det godt være lidt kompliceret de første par gange, du skal flække kagen.

Brug en lang, skarp kinv, og markér hele vejen rundt 1/3 ned oppefra og 1/3 op nedefra på kagen. Skær herefter ind mod midten, drej kagen rundt, og skær igen ind mod midten. Bliv ved, til du har skåret ind til midten hele vejen rundt i markeringen. Fortsæt på samme måde med den næste markering.

Beates 3 tips til lagkagebunde

Tip I: Vil du have mørke bunde, kan du erstatte 25 g af hvedemelet med kakao.

Tip II: Bliver kagen for mørk, inden den er færdigbagt, så dæk den med stanniol.

Tip III: Hvis du skubber dejen ud mod kanten af springformen, så der bliver en lille fordybning i midten, kan du undgå, at den buler op under bagning.

Se eventuelt også min opskrift på rugbrødslagkage her.

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce