Medisterpølse

Medisterpølse – Det er ikke raketvidenskab at stege en medisterpølser – og så alligevel, for hvem har ikke prøvet at stå med en medisterpølse, der nærmest er eksploderet. Det vil du helst undgå.

Det kan du gøre ved at prikke den, inden du kommer den på panden og ved at stege den ved ikke for kraftig varme.

Hvor længe skal en medister koge?

Nogle sværger til at koge medisterpølsen, før den steges. Medisteren skal koges i usaltet vand i ca. 15 minutter, og vandet skal dække hele pølsen. Det er vigtigt, at vandet simre og ikke bulderkoger. Når medisterpølsen er færdigkogt, så gemmes kogevandet efterfølgende.

Det betyder, du har bouillon til sovsen, og det betyder også, at den ikke skal stege den så længe. Så hvis du tit står tilbage med en branket, sort medisterpølse, så er det vejen frem.

medisterpølse

Medisterpølse opskrift

Samlet tid: 17 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Jeg koger ikke medisterpølsen før stegning. Jeg synes, det er besværligt, giver mere opvask og ikke bidrager med noget smagsmæssigt.

Ingredienser

  • 1 medisterpølse
  • Stegemargarine til stegning


Sådan gør du

  • Tag medisterpølsen ud af køleskabet, og lad den stå på køkkenbordet i ½ times tid, så den har stuetemperatur – er ikke et must.
  • Brun en god klat margarine på en stegepande.
  • Prik imens medisterpølsen med jævnt over det hele med en kødnål eller en gaffel – det går hurtigst med en gaffel, for den kan selvsagt lave flere huller ad gangen.
  • Læg medisterpølsen på panden, når margarinen er bruset af, og lad den blive brun.
  • Vend medisterpølsen, og skru ned for varmen. Lad den også blive brun på den anden side.
  • Steg pølsen færdig – vend af og til – den skal have ca. 7-8 minutter på hver side.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Medisterpølse med brun sovs

Skal du have brun sovs til din medisterpølser, smelter du ca. 25 g margarine, rører et par skefulde mel i, og spæder op med bouillon, fløde, grøntsags- eller kartoffelvand eller lignende, til sovsen har den rette konsistens. Giv farve med lidt kulør, og smag til med salt og peber samt evt. sukker og eddike.

Tip: Kom en skefuld af lagen fra syltede agurker, asier eller lignende i din sovs, det giver god smag til sovsen.

Medisterpølse i ovn

Gider du ikke alt det med margarine og stegepande og stegeos i køkkenet, så kan du med fordel lave din medisterpølse i ovnen. Pensl et ovnfast fad med lidt olie. Prik medisterpølsen, læg den i fadet, og sæt den i ovnen ved 220° C i ca. ½ time, til pølsen er gennemstegt.

Medisterpølse tilbehør

Medisterpølse er ikke kræsen. Du kan servere næsten hvad som helst til. Du kan servere grønkålssalat til, eller du kan servere den med gule ærter. Eller som du kan se på billedet med bønnesalat, brun sovs og så skal der naturligvis en gang kartofler, der har været i ovnen til også. Men det er jo bare nogle få ideer, du kan sikkert selv komme på flere.

Vidste du? I Iowa ligger en lille flække, Elk Horn, hvor indbyggerne har danske aner. De har lært, at danskere spiser medisterpølse, og at de spiser æbleskiver med syltetøj. De har dog misforstået konceptet en anelse, for når de skal fejre deres årlige Tivoli Fest med rigtig dansk morgenmad, spiser de … medisterpølse med æbleskiver og syltetøj – og det er der vist ingen ”rigtige” danskere, der gør.

Hvordan steger man en medister?

Nå ja hvis du endnu ikke er helt sikker på hvordan du laver retten, så kan du se madhjælps video om at stege medisterpølse her:

God appetit!

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

4 reaktioner

  1. MARGARINE???????????
    Det er ikke noget jeg har brugt I 35 år😝😝😝😝😝. Hvorfor bruger du ikke smør og lidt olie?

    1. Hej Mickey
      Du gør bare, som du vil. 😉 Smag og behag er jo heldigvis forskelligt.
      De bedste hilsener
      Beate, HurtigMums

    1. Hej Erik
      En medisterpølse skal have ca. 10-12 minutter i en air fryer ved en temperatur på 200° C. Det anbefales at dreje pølsen halvvejs igennem tilberedningen for at få en jævn stegning.
      De bedste hilsener
      Beate, HurtigMums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Andre opskrifter med svinekød

Cookie indstillinger
Annonce