Pandekager uden mælk

pandekager uden mælk

Pandekager uden mælk smager lige så godt som pandekager med mælk. I nogle opskrifter er mælken blot skiftet ud med mandel-, havredrik eller lignende mælkeerstatning, og så steges de i olie i stedet for i smør. Men du kan også bruge vand i stedet for mælk.

Der kan være mange grunde til at undgå mælk. De mest almindelige er nok, at du ikke tåler mælk eller er veganer, men det kan også være, fordi du lider af irritabel tarm og derfor spiser efter low fodmap-diæten. Men det kan selvfølgelig også bare være, fordi du har glemt at købe mælk.

pandekager uden mælk

Pandekager uden mælk – opskrift

Samlet tid: 40 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Pandekagerne herunder er ikke veganske og heller ikke laktosefri, medmindre du køber en laktosefri margarine.

Ingredienser

  • 100 g margarine
  • 8 æg
  • 3 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. stødt kardemomme – kan udelades eller erstattes af 1 tsk. vaniljesukker
  • 300 g hvedemel
  • 7 dl vand
  • 1 dl øl

Sådan gør du

  • Smelt margarine på din pandekagepande, den må endelig ikke brune.
  • Pisk imens æggene godt sammen, til de er skummende og luftige.
  • Bland sukker, salt og evt. kardemomme eller vaniljesukker i melet, og tilsæt det sammen med vand og øl.
  • Tilsæt til sidst den smeltede let afkølede margarine, og pisk det sammen til en ensartet dej.
  • Sæt skålen tildækket i køleskabet i et kvarters tid – så kan du rydde op i køkkenet imens.
  • Steg pandekagerne på pandekagepanden uden tilsætning af mere fedtstof, til de er gyldne på begge sider.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Pandekager – inspiration

Pandekagerne smager godt med smør og sukker på, med sirup til eller med is og syltetøj til. Husk at vælge laktosefrit smør eller is, hvis det er for at undgå laktosen, du laver pandekager uden mælk.

Skal pandekagerne bruges til madpandekager med fyld af oksekød, grøntsager eller lignende, udelader du blot sukker og kardemomme/vaniljesukker og erstatter evt. øl med vand. Øllen kan nemlig også bidrage med en sød smag, men det behøver ikke nødvendigvis være dårligt med øl i madpandekager. Så valget er selvfølgelig dit.

 

Populære pandekager

Pandekager er utroligt populære – både i det søde og i det salte køkken. De er så populære, at de har fået deres egen dag. Pandekagens dag, som falder tirsdag efter fastelavn – den dag der også kaldes hvidetirsdag. Og det er netop en af forklaringerne på, hvordan pandekagen blev til, og dem er der nogle stykker af.

Dagen efter hvidetirsdag starter den kristne fastetid nemlig. Hvidetirsdag spiste man sukker- og mælkeretter og hvedeboller eller -brød. Traditionelt spiste man æggesøbe med hvedebrød til. Det var en rigtig luksusret. Den bestod nemlig af æg, sukker, mel, mælk og øl, som blev kogt sammen til en suppe.

Og nej, det er ikke pandekager, men tjek lige ingredienserne igen … Jep. Det er de samme ingredienser, som pandekager bliver lavet af. Hvornår og om æggesøbe blev ændret til pandekager, tjah, det vides ikke med sikkerhed. Men det vides, at pandekager har eksisteret i mindst 520-530 år.

Andre opskrifter

Hvis du elsker pandekager ligeså meget som vi gør, kan du også forsøge dig med vores anden pandekage opskrift. Du kan ogås kombinere mandekager med hjemmelavede is hvis du er i humør til lidt udfordring. Her kan du evt. også skifte mælken ud med alternativer, såsom kokusmælk, mandelmælk eller lignende.

Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Andre typer pandekager