Pastasalat med karry

Pastasalat med karry – Endnu en pastasalat! Denne gang pastasalat med karry. Det herlige ved pastasalater er jo, at de kan varieres i det uendelige, og at du kan lave din helt egen variant med nøjagtig de ingredienser, du kan lide sammen. Eneste krav er, at der er pasta i. Og i pastasalat med karry selvsagt også karry. Herunder får du min opskrift på pastasalat med karry.

Nogle vil måske synes, at jeg kommer meget karry i min dressing, men jeg vil anbefale, at du smager dig frem. For det kommer meget an på, hvor stærk en karry du bruger. Der findes jo mange forskellige. Jeg bruger ostindisk karry, og den er ikke særlig stærk.

Pastasalat med karry

Denne salat kan du servere til f.eks. en græsk bøf eller til stegt kylling. Du kan også komme strimler eller tern af stegt eller kogt kylling i salaten. Så kan den fungere som et selvstændigt måltid.

Antal personer:
4

Tid i alt:
20M

Sværhedsgrad:
Nem

Ingredienser til pastasalat med karry

  • 250 g pasta – på billedet er der brugt amorosi, men alle slags mindre pastaer kan bruges
  • 1 ds. kidneybønner eller 120 g tørrede, udblødte og kogte kidneybønner
  • 150 g sukkerærter
  • 10 cocktailtomater
  • 1 stor gulerod (ca. 100 g)
  • 2 spsk. saltede citroner i små tern (se opskriften herunder) eller revet citronskal fra en økologisk citron
  • 1 fed hvidløg
  • ½ l yoghurt naturel, cremefraiche eller lignende
  • 1 spsk. flydende honning
  • 3 spsk. karry
  • Salt og peber

Sådan laver du pastasalat med karry

  1. Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
  2. Lad kidneybønnerne dryppe af i en sigte.
  3. Skyl sukkerærterne, og skær dem over på den lange led – sukkerærter skal ikke bælges. Bælgen er spiselig.
  4. Skyl cocktailtomaterne, og skær dem i kvarte.
  5. Skræl guleroden, og skær den i tynde strimler.
  6. Bland pasta, bønner, ærter, tomater, gulerod og citron sammen.
  7. Pil hvidløgsfeddet, og hak det fint, eller giv det en tur i hvidløgspresseren.
  8. Pisk yoghurt og honning sammen.
  9. Tilsæt hvidløg, og smag til med karry, salt og peber.
  10. Hæld karrydressingen over pastasalaten.

Til denne karrysalat kan du tilføje saltede citroner. Du får opskriften lige her:

Saltede citroner

Saltede citroner kan købes i velassorterede supermarkeder eller hos etniske grønthandlere. Citronerne er enormt brugbare i madlavningen. Du kan bruge dem i salater, i gryderetter, som tilbehør til varme retter, f.eks. fiskefrikadeller, i bagte rodfrugter eller som topping på smørrebrødet. Smagen er frisk, da citronens bitterheden bliver væsentligt reduceret, når den er blevet saltet.

Ingredienser til saltede citroner

  • 3 økologiske citroner
  • 4 spsk. groft salt
  • ½ spsk. korianderkorn
  • ½ tsk. hele hvide peberkorn
  • 2-3 laurbærblade
  • ½ dl olivenolie

Sådan laver du saltede citroner

  1. Skyl citronerne, og skær dem i tynde skiver – kassér enderne, eller gem dem i fryseren til kompostgelé.
  2. Bland salt, korianderkorn og peberkorn sammen.
  3. Læg nu lagvis og skiftevis citronskiver, saltblandingen og et stykke laurbærblad i et rent glas.
  4. Pres citronskiverne godt sammen.
  5. Hæld til sidst olien i glasset, og luk for det.
  6. Lad citronerne trække i mindst 14 dage i køleskabet.

Jeg ved ikke, hvor længe de kan holde sig. Jeg har aldrig oplevet, at de er blevet for gamle, før vi har fået tømt glasset, hvilket tager os et par måneder. Se eventuelt flere italienske opskrifter her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrifter fra HurtigMums

Temaartikler fra HurtigMums

Cookie indstillinger
Annonce