Go Back
+ servings
bagt kartoffelmos

Bagt kartoffelmos opskrift

Det er ikke særlig svært at lave bagt kartoffelmos. Egentlig kan du lave kartoffelmosen som du plejer og bage den i ovnen efterfølgende, men jeg synes altså at den bliver mere lækker og luftig hvis man kommer æg i. I princippet kan du også komme alle mulige krydderier og krydderurter i eller bacon eller hakkede nødder måske. Men her vælger vi den ”rene” vare.
5 fra 2 stemmer
Samlet tid: 1 time 5 minutter
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg kartofler – gerne melede så de koger godt ud for eksempel bagekartofler
  • 50 g smør
  • ½ dl piskefløde
  • 3 æg
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker.
  • Kom kartoflerne i en gryde, og dæk med vand.
  • Kog kartoflerne møre – ca. 20 minutter – afhængig af hvor småt du har skåret dem ud, selvfølgelig.
  • Hæld vandet fra, og sæt gryden tilbage på det slukkede blus – eller på laveste blus – og damp kartoflerne helt tørre.
  • Tænd nu ovnen på 225° C – ikke varmluft.
  • Mos kartoflerne, og pisk smør og fløde i.
  • Smag til med salt og peber.
  • Del æggene, hæld hviden i en skål, og tilsæt blommerne én ad gangen til mosen. Pisk godt før næste æggeblomme tilsættes.
  • Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i kartoffelmosen.
  • Smør et ovnfast fad med lidt smør – ikke for meget mosen skal ikke ud at svømme.
  • Fordel det meste af kartoffelmosen i fadet, men gem lidt som du kan sætte i toppe ovenpå. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt for smagens skyld, men det ser flot ud. Har du ikke en sprøjte du kan lave toppe med, så bare fordel al mosen i fadet.
  • Sæt fadet i ovnen til kartoffelmosen er gylden og sprød i kanten – ca. 25 minutter.