Men hvordan laver du så din egen lækre mascarpone? Det er ganske enkelt. Mascarpone består af fløde og syre. Nogle opskrifter indeholder også creme fraiche, men ikke min. Fløde og syre. Rent og enkelt.
Varm fløden op i en kasserolle til 85° C – det er her, det er rart med et termometer – rør jævnligt. Der er næsten noget meditativt ved at stå og røre i gryden og vide, at man er ved at lave ost – hjemmelavet ost. Det er da lidt blær. Den høje temperatur slår alle bakterier ihjel.
Kom citronsaft i fløden, når den rette temperatur er opnået, og rør rundt. Nu begynder fløden at blive tykkere.
Sæt den varme fløde i køleskabet – tildækket – og lad den stå til næste dag.
Hæld fløden over i en sigte, som du har foret med et stykke muslin stof, en gammeldags stofble eller lignende. Du kan også sprætte kaffefiltre op og bruge dem til at fore sien med.
Sæt igen hele herligheden i køleskabet – tildækket – i ca. 12 timer, til al vallen er dryppet fra – der bliver ikke voldsomt meget valle – og osten er blevet til en fast masse.
Nu er osten færdig. Kom den i en lufttæt beholder, og opbevar den i køleskabet. Den kan holde 1-2 uger.