Når jeg laver hjemmelavet mayonnaise, pisker jeg den altid med et ganske almindeligt piskeris. Til større portioner bruger jeg dog den elektriske, og til de helt store portioner ryger det i røremaskinen. Men du kan faktisk også bruge stavblenderen.Fælles for det hele er, at olien skal tilsættes lidt ad gangen, for ellers skiller mayonnaisen. Men risikoen er helt klart mindre, hvis du bruger alt andet end det klassiske piskeris. Ligeledes skal det i alle tilfælde også være en smagsneutral olie – olivenolie f.eks., smager ikke godt i mayonnaise. Smagen er alt for gennemtrængende.
Start med at røre mayonnaisen ved at komme æggeblommer, sennep, eddike og lidt salt og peber i en skål.
Tilsæt olien laaaangsomt, mens du pisker – især til at starte med. Du er ikke i tvivl, hvis mayonnaisen begynder at skille. Efterhånden som mayonnaisens konsistens begynder at ligne det, den skal, kan du komme mere og mere olie i ad gangen. Når mayonnaisen har den konsistens, mayonnaise skal have, er den færdig. Måske skal du bruge lidt mindre olie, måske lidt mere.
Smag til med sennep, eddike, salt og peber.
Pil hvidløgsfeddet, knus det, og bland det i mayonnaisen sammen med chilisauce, sambal oelek og citronsaft.
Smag evt. til med chilisauce, sambal oelek, citronsaft samt salt og peber.