Når jeg laver spinatsalat, så kommer jeg det i, jeg lige har lyst til den dag. Det eneste jeg altid kommer i er spinat – selvsagt – ristede kerner og en eller anden form for ost.
Skyl spinaten grundigt – meget grundigt, du vil ikke knase jord. Og selvom du har købt ”skyllet spinat”, så skyl alligevel.
Dup spinaten tør i et rent viskestykke – ikke noget med at presse og trykke, kun duppe. Spinat bliver hurtigt træt og kedeligt at se på, hvis det får en for meget modstand.
Kom spinaten i en skål i en passende størrelse.
Skræl mangoen, og skær kødet i mindre stykker, og kom dem i skålen til spinaten.
Skær gedeosten i mindre stykker, og kom også den ned i skålen.
Rist solsikkekernerne i lidt olie på en varm pande. Ryst panden, eller rør i den med en palet, så kernerne ikke brænder på – tro mig, det går stærkt.
Tag panden af varmen, og tilsæt lidt salt, og bland det med de ristede, varme solsikkekerner.
Lad solsikkekernerne køle af, mens du skræller avocadoen, og skærer kødet i mindre stykker, og kommer dem ned til de andre ting i skålen – grunden til de skal i til sidst, er, at de bliver hurtigt brune og knap så appetitlige. Det samme gør jeg, når jeg bruger æbler eller andre ingredienser, der hurtigt ændrer farve.
Vend det hele grundigt sammen, og drys med de ristede solsikkekerner, og servér straks.