Til jul kan du servere traditionelt tilbehør til den grillede and – rødkål, brunede kartofler og en god andesovs. Resten af året kan du gå efter årstiden grøntsager samt lidt surt. Om sommeren smager det f.eks. godt med rysteribs eller en god sommersalat til.
Tænd op i din grill, så du har en trezonegrill med indirekte varme.
Sæt en foliebakke eller bradepande med vand i i bunden, og læg en rist over.
Fjern evt. rester af indmad.
Fjern fjerrester, og skær andegump og vingespidserne af. Vingespidserne kan du evt. sammen med indmad og hals bruge i sovsen.
Skyl anden ud- og indvendigt.
Dup den tør med køkkenrullepapir eller et rent viskestykke.
Skær et ca. 5 cm langt snit mellem vinger og ryg, så fedtet kan løbe fra.
Prik huller i brystet med en gaffel.
Gnid anden med salt og peber ud- og indvendigt.
Skræl æbler eller pærer, skær dem i både, fjern kernehuset, og skær frugtkødet i mindre stykker.
Skyl timian/persille og citron/appelsin (hvis du har valgt variant 2), og skær citronen/appelsinen i mindre stykker.
Kom fyldet ind i anden, og luk med et par kødnåle.
Pensl anden med smeltet smør.
Læg anden på ryggen på risten over foliebakken, åbn for spjældene, og læg grilllåget på.
Anden skal grilles ca. 40 minutter pr. kilo. Kernetemperaturen i brystkødet skal være på mellem 65 og 75° C – afhængig af, hvor gennemstegt du vil have det.
Lad anden hvile i 15-20 minutter, før du parterer den.
Noter
Tip: Laver du and på grillen til jul, så undlad at tage låget af grillen for tit for at kigge til anden. På den måde undgår du, at grillen taber en masse nyttig varme.