Når jeg laver tunsalat, bliver der sjældent noget tilovers. For med hjemmelavet tunsalat har man råd til at fråse, så kom endelig rigeligt med tunsalat i sandwichen.
Start med at hælde indholdet af tundåserne i en sigte, så de kan dryppe godt af. Vandet tunsalat er ikke et hit.
Har du ikke har lavet mayonnaisen i forvejen, så start med den.
Ordn forårsløgene, når mayonnaisen er rørt, og skær dem i tynde skiver. Tag så meget med af denne grønne top, som du vil være bekendt.
Rør den afdryppede tun med mayonnaise, cremefraiche og dijonsennep.
Hak kapersene groft – meget groft, der må gerne være hele og halve imellem – og vend dem i tunsalaten.
Smag til med citronsaft, salt og peber.
Rist brødskiverne på begge sider på brødristeren eller i ovnen – sidstnævnte kan være en fordel, når der er så mange skiver, at de ikke kan være på/i brødristeren på én gang.
Fordel imens den skyllede – evt. grofthakkede – bredbladede persille på fire tallerkner.
Fordel tunsalaten på fire skiver brød, og læg de resterende fire skiver oven på, og klem let sammen. Skær hver sandwich over diagonalt.
Læg to halve sandwich på hver tallerken oven på den bredbladede persille. Pynt med skivede radiser, halverede cherrytomater og et par duske dild.