Hvis du køber en gris, der er klargjort – knækket i ryggen, ridset og evt. marineret – er det som nævnt let at stege en hel pattegris på grillen. Det kan selvfølgelig også gøres over et bål, men det er nemmere og hurtigere i en grill, som du kan lægge låg på, så varmen holdes inde. Du kan også gøre det i en ovn, men der skal en meget stor ovn til – eller en meget lille pattegris.
Start med at gøre grillen klar. Har du lejet en grill, følger der sikkert en vejledning med. Men ellers skal du lave en tre-zones optænding på den lange led.
Læg kul i de to yderste zoner, og sæt et par store foliebakker i midten.
Kom også nogle kul i en eller to grillstartere, og tænd op i dem.
Vent i 20 minutter, til kullene er grå og glødende.
Fordel de antændte kul oven på de andre kul i de to yderste zoner.
Læg risten på.
Læg den klargjorte pattegris på risten.
Drys rigeligt med salt ned mellem ridserne, som slagterne har skåret.
Drys også med peber.
Luk låget, og lad pattegrisen stege, til den har en centrumstemperatur på ca. 65-68 grader. Det tager ca. 4 timer med en gris på 40 kg.