At lave helstegt pattegris tager tid. Og så alligevel ikke, hvis du regner det ud på, hvor mange personer du har mad til i grisen. På 4 timer kan du have mad til ca. 50 personer. Og den passer jo sig selv, så du kan lave tilbehøret imens – eller sætte dig i skyggen med en kølig pils og ”overvåge” slagets gang.
Jeg vil klart anbefale, at du køber en gris, der er klargjort til grill – ridset og det hele, for ellers skal du i gang med hobbykniven. Det er langt nemmere at lade slagteren gøre arbejdet, hvis du vil have helstegt pattegris.
Ligeledes kan jeg anbefale, at du, hvis du ikke selv har en grill, der er egnet (stor nok) til en helstegt pattegris, lejer en grill, der kan rumme en hel pattegris. Faktisk findes der steder, hvor du kan leje og købe dig til en samlet pakke lige fra grillen, over grisen, til vejledning i udskæring. Men det er selvfølgelig sjovere at grille en helstegt pattegris selv, mens gæsterne ankommer og feststemningen stiger.
-->
Helstegt pattegris på grill
Ingredienser
- 1 klargjort pattegris på ca. 40 kg
- Masser af salt og peber
Sådan gør du
- Start med at gøre grillen klar. Har du lejet en grill, følger der sikkert en vejledning med. Men ellers skal du lave en tre-zones optænding på den lange led.
- Læg kul i de to yderste zoner, og sæt et par store foliebakker i midten.
- Kom også nogle kul i en eller to grillstartere, og tænd op i dem.
- Vent i 20 minutter, til kullene er grå og glødende.
- Fordel de antændte kul oven på de andre kul i de to yderste zoner.
- Læg risten på.
- Læg den klargjorte pattegris på risten.
- Drys rigeligt med salt ned mellem ridserne, som slagterne har skåret.
- Drys også med peber.
- Luk låget, og lad pattegrisen stege, til den har en centrumstemperatur på ca. 65-68 grader. Det tager ca. 4 timer med en gris på 40 kg.
-->-->-->-->
Traditionen tro sættes din helstegt pattegris hel på bordet med et æble i munden … men du kan også vælge at skære den ud inden servering.
Mange har det vanskeligt med at se grisen hel med hoved, ører, snude osv. Det er dobbeltmoralsk, for den gris der har lagt rygstykker til flæskestegen juleaften, har jo også haft snude, ører, øjne osv., men det ser man bare ikke.
Indrømmet, jeg har det selv svært med at kigge grisen i ”øjnene”, men det smager saftsuseme godt.
Hvis helstegt pattegris får gang i grillen hos dig, så kan det også være at disse grillretter gør!