Start med at finde en beholder frem, der kan rumme ca. ½ liter – ikke meget mere, for så bliver karamellerne alt for flade. Beklæd beholderen med bage- eller madpapir.
Skær smørret i tern og kom det i en kasserolle.
Tilsæt kondenseret mælk, honning og sukker.
Smelt det under jævnlig – meget jævnlig – omrøring ved lav varme. 3 ud af 9 på min kogeplade. Det tager ca. 10-15 minutter.
Skru op til middelvarme – 5 ud af 9 på min kogeplade – og rør stadig jævnligt. Massen sætter sig lynhurtigt i bunden af gryden, hvis du ikke rører meget ofte. Det er her, du begynder at overveje, at missionen er mislykket. Og så pludselig bliver massen tykkere og begynder også at skifte farve fra bearnaisefarvet til karamelfarvet. Lidt efter lidt.
Bliv ved med at koge på karamelmassen og at røre i gryden. Det kan være lidt svært at bedømme, hvornår karamelmassen er færdig. Men det afhænger også af, hvordan du kan lide dine karameller – bløde eller hårde. Jo længere tid du venter med at tage karamelmassen fra varmen, jo hårdere vil de blive. Du kan også se det ud fra farven – jo lysere, jo blødere. Jo mørkere, jo hårdere. Mine er til den lyse side. Men i hvert fald mindst 20-25 minutter skal de have ved middelvarme.
Hæld karamelmassen over i beholderen/formen, drys med flage- eller groft salt og sæt den i fryseren, til massen bliver fast. Den skal ikke være stivfrossen, bare så fast, at du kan skære i den. Tjek undervejs. Min står i fryseren i 30-40 minutter.
Hæld massen ud af beholderen, og skær den ”ren” i kanterne – det er smagsprøver.
Skær resten i passende stykker – jo større stykker, jo færre karameller og omvendt. Jeg får ca. 40 reelle karameller ud af portionen i den størrelse, du kan se på billedet.
Drys evt. med mere salt, inden karamellerne pakkes i cellofan eller madpapir.