Du kan lave burgerbøffer ret nemt og hurtigt ved blot at forme hakket oksekød til store, flade bøffer og stege dem på panden i noget fedtstof og krydre med salt og peber. Det smager fint. Men hvis du vil have burgerbøffer med større smag, så skal du prøve denne opskrift.
Rør oksekød, løg, hvidløg, sennep, ketchup, worcestershiresauce, tabascosauce samt salt og peber sammen til en sammenhængende fars. Bliver den for tør, så rør lidt vand i.
Lad evt. farsen hvile i en halv times tid.
Del farsen i fire nogenlunde lige store portioner, og form dem til store, flade bøffer. De skal have en diameter, der er lidt større end burgerbollens.
Varm fedtstof i en pande, brun bøfferne, og steg dem færdige – ca. 3-5 minutter på hver side afhængig af tykkelse.
Tag bøfferne af panden, og så er det i gang med at samle burgere.