Tolv sprøde butterdejspakker med et vegansk fyld af grønne linser, sød kartoffel, valnødder og enebær. De kan spises som snack med en dip til eller som aftensmad med råstegte kartofler og rødkålssalat – og de kan foldes dagen før og bages, lige inden gæsterne kommer.
Kog linserne i letsaltet vand efter anvisningen på posen.
Hæld vandet fra, dræn linserne, og lad dem køle lidt af.
Skræl imens den søde kartoffel, og skær den i mindre stykker.
Pil løget, og skær det i både.
Knus enebærrene i en morter.
Kom linser, sød kartoffel, løg, enebær, løvstikke, havregryn, French Dog Dressing, sojasauce, balsamicoeddike og røget paprika i blenderen, og blend det, til du har en ensartet ”fars” med en god konsistens.
Smag til med salt og peber.
Hak valnøddekernerne groft, og bland dem i ”farsen”.
Tænd ovnen på 200° C, over- og undervarme.
Del hver butterdejsrulle i 6 lige store firkanter.
Del fyldet i 12 lige store portioner, og fordel det på de 12 stykker butterdej.
Fold butterdejen sammen om fyldet, og læg pakkerne med samlingen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
Skær et par skrå snit i pakkerne – eller, hvis du er kunstnerisk anlagt, nogle små stjerner – så dampen kan komme ud.
Pensl med sammenpisket æg eller et af de veganske alternativer.
Sæt pladen i ovnen, til butterdejspakkerne har fået en gylden farve – det tager ca. 25 minutter.
Noter
Er butterdejen lidt for tør til at hænge sammen, så ”lim” pakkerne med lidt sammenpisket æg eller et af de veganske alternativer – kold kaffe eller kikærtevand fra en dåse kikærter.Du kan klargøre pakkerne dagen før og blot pensle og bage dem, lige inden de skal serveres. Fyldet SKAL være helt koldt, når det kommer på dejen – varmt fyld smelter smørlagene, og så bliver bunden blød i stedet for sprød.Er der fyld til overs, kommer du lidt ekstra havregryn i og steger det som frikadeller på panden.