I starten lavede jeg altid kun basilikumpesto – det var PESTOEN for mig. Men nu laver jeg tit pesto af rester af urter, der er på stadiet lige før madspild. I blenderen ryger både persille, basilikum, purløg, rucola, oliven, grønkål, spinat, timian osv. Når du laver pesto af dine rester, er der aldrig to, der bliver ens, medmindre du husker at skrive ned, hvor meget du bruger af hver – det gør jeg ikke.
Skyl bladene fra ramsløg, og lad dem dryppe godt af – evt. ved at pakke dem ind i et viskestykke eller et stykke køkkenrullepapir.
Kom de ristede mandler, olie, parmesan og citronsaft i blenderen, og kør på langsomste hastighed i ca. 1 minuts tid.
Kom de afdryppede blade fra ramsløg i blenderen, og kør igen på langsomste hastighed – denne gang blot ½ minuts tid.
Smag til med salt og peber og evt. mere citronsaft.
Noter
Tip I: Du kan købe ristede mandler i supermarkedet. Men det er væsentligt billigere at købe ”almindelige” mandler og riste dem selv. Tip II: Jeg kender en, som kommer bladene fra ramsløgene i salatslyngen for at få dem dryppet ordentlig af. Det er da en mulighed, men jeg kunne godt frygte, at noget af saften fra de lækre blade gik til spilde ved den forholdsvist hårde behandling.