Men her får du min opskrift på waldorfsalat, som den smagte i min barndom til min families store fester – konfirmationer, runde og halvrunde fødselsdage og kobber-, sølv- og guldbryllupper – dog er mayonnaisen skiftet ud med en noget ”lettere” og lidt mere nymodens ingrediens, nemlig skyr – det kunne man vist ikke få herhjemme i min barndom.
Bland fløde med skyr, sukker og et lille nip salt.
Skyl æblerne, og skær dem i tern, husk at fjerne hele kernehuset, det er ikke rart at tygge i. Kom æbleternene i dressingen efterhånden, som du skærer dem, så de ikke bliver brune – det gør dem ikke uspiselige, men mindre appetitlige at se på.
Skyl bladselleristilkene, og skær evt. bunden af, og kassér den. Gem bladene i toppen til pynt, hvis der er nogen. Skær bladselleristilkene i tynde, tynde skiver.
Skyl vindruerne, og halver dem.
Hak valnøddekernerne groft.
Vend bladselleri, vindruer og valnødder i dressingen, og sæt det hele i køleskabet i mindst ½ time.
Smag waldorfsalaten til, og hæld den over i en fin skål, pynt med halve valnødder, halve vindruer og blade af bladselleri – voila! klar til servering.