Hvidløg og rosmarin er to ting, der passer usandsynligt godt sammen med lammekød. Så det har jeg naturlig vis brugt til lammekronen her. Du kan bruge frisk rosmarin, som du støder i en morter sammen med groft salt, eller du kan bruge tørret rosmarin. Jeg tog den hurtige metode og dryssede noget ud af et glas.
Dup kødet tørt med et stykke køkkenrulle. Er der fedtlag på kronen, så skær det i tern, så snittet når lige netop ned til kødet og ikke længere.
Hak hvidløgsfeddene helt fint – eller pres dem.
Bland rosmarin, hvidløg ca. 1 spsk. salt og ½ tsk. friskkværnet peber sammen, og gnid det godt ind i lammekronen over det hele.
Læg kødet i et ovnfast fad med fedtsiden opad, og sæt det i ovnen i ca. 20-30 minutter, afhængig af hvor gennemstegt kødet skal være. Lammekrone skal efter min smag helst være rosa.
Lad kødet hvile i 10-15 minutter, når det er taget ud af ovnen.
Kødet anrettes og serveres ved at skære igennem mellem benene, så kødet bliver til koteletter.