Herunder får du opskriften på, hvordan du forlænger stegetiden, så du opnår lækkert saftigt og mørt kød. Efter opskriften kan du se forslag til, hvad du skal servere til kamstegen, og hvad du kan bruge eventuelle rester til.
Hvis du er vant til at bruge HurtigMums opskrifter, så noter lige denne ret er beregnet til 6 personer og ikke som det typisk er normalt for 4 personer i vores opskrifter.
Tag stegen ud af køleskabet ½-1 time før, du går i gang, så den får stuetemperatur.
Rids eller efterrids sværen. Det er ikke altid slagteren har gjort det dybt nok. Sværen skal skæres lige netop ned til kødet, men uden at skære i kødet.
Gnid stegen godt ind i salt – især sværene har godt af en ordentlig omgang. Sørg også for at komme ned imellem sværene.
Drys herefter stegen med peber, og kom evt. et par laurbærblade og nelliker ned imellem nogle af sværene.
Læg stegen på en rist over en bradepande med lidt vand i.
Tænd ovnen på 90° C, og sæt stegen ind.
Tjek stegens kernetemperatur undervejs – tidligst en time til halvanden efter, du har sat stegen ind. Tjek igen, når halvdelen af tiden er gået. Stiger kernetemperaturen jævnt, så den når op på 65-68° C, i løbet af 7 timer – fra start til slut? Ellers må du skrue op eller ned, alt efter om det går for langsomt eller for hurtigt.
Skru op på 225° C, når stegen er stegt færdig, og giv den 5-7 minutters tid, til sværen er sprød og boblende.
Tag stegen ud, og lad den hvile i 15-20 minutter, før du skærer den i skiver.