Denne opskrift på syltede valnødder er med honning og eddike. Du bestemmer selv, hvor ”flydende” lagen til valnødderne skal være. Jo mere du koger den ind, jo mere fast bliver den. Jeg kan godt lide en lage, der bliver liggende på osten og ikke glider ud over siderne, men det ser mere indbydende ud på ostefadet eller oven på isen, hvis den er lidt flydende.
Knæk valnødderne, og fjern også den tynde indvendige skal.
Giv valnøddekernerne et kort opkog i vand i et par minutter, og lad dem herefter dryppe af i en sigte.
Skyl appelsinen, og skær skrællen i tynde strimler – undgå at få det hvide med, det er bittert. Jeg bruger et juliennejern/citrusskræller, det er et uundværligt stykke værktøj, hvis du ofte skal bruge skræl fra citrusfrugter.
Pres ½ dl appelsinsaft uden kerner af appelsinen.
Kom honning og balsamicoeddike i en lille gryde eller kasserolle, og bring det i kog.
Tilsæt valnødder, appelsinskal og -saft, bring det i kog, og lad det koge ved middel varme i 5 minutters tid, til det bliver sirupsagtigt – eller får den tykkelse, du ønsker. Vær opmærksom på, at det bliver lidt fastere, når det er kølet af.
Hæld de syltede valnødder i en skål eller glas, og lad dem trække tildækket i minimum 2 timer ved stuetemperatur.