Råcreme er en ophøjelse af min barndoms æggesnaps, som vi søskende i al hemmelighed rørte og spiste, når vi var alene hjemme. Det var før man blev salmonellaforskrækkede. Men ved råcreme bliver æggesnapsen vendt med flødeskum. Cremet, blød og sødmefuld flødeskum. Det sammen med de friske frugter … jamen, det kan slet ikke forklares, det skal smages. Så lad os komme i gang.
Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Mos dem med lidt af sukkeret, så de skilles ad. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn luftigt til en æggesnaps.
Pisk fløden til flødeskum, og vend den rundt i æggesnapsen med en dejskraber eller lignende – ikke piske.