Det er ikke bare lige til at lave sachertorte. Det tager tid, og der er mange ingredienser at holde styr på. Så tungen lige i munden, vi går straks i gang. Vi starter med abrikosmarmeladen
Hak de tørrede abrikoser i kødhakkeren, og overhæld dem med kogende vand, så det dækker. Sæt det i køleskabet i et par timer, til alt det hårde er opløst.
Hæld abrikoser med vand i en gryde sammen med sukker og appelsinsaft. Bring i kog, og lad det hele simre i 45-50 minutter, til det er kogt ind til en lind og træg konsistens. Det må ikke være for flydende.
Opblød husblassen i koldt vand.
Blend abrikosmassen, tilsæt husblassen, og blend lidt til.
Smag til med appelsinskal og citronsaft.
Sæt abrikosmarmeladen i køleskabet, til den er fast.
Sådan laver du sachertorte dejen
Tænd ovnen på 170° C.
Skrab kornene ud af vaniljestangen, og pisk dem, smør og halvdelen af rørsukkeret hvidt. Del æggene i hvider og blommer, og tilsæt blommerne lidt efter, mens du pisker. Pisk til du har en sammenhængende masse.
Smelt chokoladen i vandbad, og tilsæt den massen, og rør det grundigt sammen.
Pisk æggehviderne stive, mens resten af rørsukkeret tilsættes undervejs. Vend æggehviderne forsigtigt i dejen.
Sigt mel og kakao sammen, og tilsæt det dejen ved at vende det forsigtigt i.
Smør en springform med smør, og drys den efterfølgende med mel. Hæld dejen i. Glat overfladen, og bag sachertorten i ca. 50 minutter, og lad den herefter køle af i ca. 15 minutter.
Tag kagen forsigtigt ud af formen, læg den på hovedet, og lad den køle helt af.
Flæk kagen tværs igennem, så du har to kagebunde. Sæt kagen på en kagerist med en bageplade under, og kom et godt lag abrikosmarmelade på den nederste bund – den der før var det øverste af kagen, og læg den anden bund oven på. Fordel resten af abrikosmarmeladen på den øverste bund.
Sådan laver du glasuren til sachertorte
Varm mælk, sukker, smør og kakao op i en gryde.
Hak chokoladen, tag gryden af varmen, hæld chokoladen i, og pisk grundigt igennem, til glasuren har den rette konsistens.
Hæld glasuren ud over kagen ad én gang. Sørg for, at siderne på kagen også får glasur, men pas på med at stryge for meget med paletkniven, da det blanke så går af glasuren.
Noter
Sachertorte er en tør kage, og den serveres derfor traditionelt med flødeskum til.Tidsforbruget, der er opgivet, er uden afkøling og lignende passive perioder.