Jeg tror, at der findes lige så mange opskrifter på vindaloo i Indien og omegn, som der er opskrifter på frikadeller i Danmark. Men her får du altså min. Og bered dig på, at vindaloo er ikke lige noget, du laver på 30-45 minutter – for kødet skal nemlig marineres i mindst 12 timer, men gerne mere.
Rist kardemommefrø, nelliker, korianderfrø, spidskommefrø, fennikelfrø og de hele, sorte peberkorn i 2-3 minutter på en varm, tør pande.
Tilsæt kanel, chilipulver, ingefær, sennepspulver, gurkemeje, hakket hvidløg og vineddike, og lad det simre i ½ minuts tid.
Tilsæt vand, til det bliver til en tyk pasta.
Skær kyllingekødet i mundrette stykker, og kom det i en plastikpose godkendt til fødevarer sammen med krydderipastaen, og lad det marinere i køleskabet i 12-24 timer.
Pil løget, og hak det.
Skyl chilipeber, fjern stilk, frøstand og kerner, og hak chilipeberen.
Rist løg og chilipeber i 2-3 minutter i olien i en pande.
Tag løg og chilipeber op fra panden, og brun kyllingen i marinaden på panden.
Tilsæt løg og chilipeber igen sammen med vand, kyllingebouillonterning og tomatpuré.
Lad det hele simre, til kødet er færdigtilberedt.
Jævn evt. med majsstivelse udrørt i lidt vand, hvis du synes, sovsen er for tynd.