Du kan også lave ”almindelige” cookies, hvor du kan komme tørrede tranebær, rosiner, nødder (eller chokolade) i. Men i chocolate chip cookies skal der chokolade – ikke alt det andet. Du får opskriften herunder.
Hak den mørke chokolade groft. Det er nemmest og sviner mindst med en savtakket kniv.
Brun smørret, og hæld det op i et litermål, uden at grumset i bunden følger med.
Tilsæt vand, så du har i alt 2½ dl, og afkøl det til stuetemperatur – pas på, når du hælder vand i det varme smør, det bruser voldsomt op.
Sigt imens begge meltyper, salt og bagepulver sammen.
Pisk brun farin, sukker, vaniljeessens, espressopulver og det smeltede smør sammen med en elpisker, til det bliver til en cremet masse.
Tilsæt æg og æggeblomme, og pisk det ind i cremen.
Tilsæt melblandingen ad tre gange, mens du stadig pisker. Du behøver ikke at gøre det ad tre gange, men hælder du det hele i på én gang, så vil melet lægge sig i et fint lag mange andre steder end i skålen og dejen.
Tilsæt chokoladeknapperne og den hakkede chokolade, og vend det godt rundt i dejen.
Form kugler med en isske, og sæt dem med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir – jeg brugte to plader, hvor der så var seks kugler på hver. De flyder meget ud.
Sæt dem på køl i en times tid eller længere tid eller slet ikke, for det er ikke absolut nødvendigt.
Varm ovnen til 180° C varmluft, og bag kagerne i 12-14 minutter.
Tip: Hvis du forbereder dine chocolate chip cookies i god tid og sætter dem i køleskabet, kan du sætte dem i ovnen, ½ times tid, inden gæsterne kommer. Så dufter hele huset af hjemmebag, og du kan servere lækre lune cookies til teen, kaffen eller den varme kakao eller måske bare til et glas koldt mælk.