Go Back
+ servings
crostini

Crostini – opskrift

Der findes mange forskellige crostinier. En klassiker i Toscana er crostini neri, som er brød smurt med en sort – neri betyder sort – creme lavet af bl.a. lever, ansjoser og kapers. Det er ikke den du får opskriften på her. Herunder får du nemlig opskriften på én af mine favoritter, som vi ofte spiser til gulerodssuppe. Hvad den hedder? Det ved jeg ikke, vi kan jo kalde den ”peperoncino e cheddar” (chili og cheddar).
5 fra 1 stemme
Samlet tid: 15 minutter
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 æggeblomme
  • ½ tsk. dijonsennep
  • ½ tsk. æblecidereddike
  • ¾ dl smagsneutral olie
  • 1 rød chilipeber
  • 6-7 sorte oliven efter smag
  • 4 gode miniflutes eller andet lækkert brød – gerne rustikt
  • 8 spsk. revet cheddar
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 225° C.
  • Kom æggeblommen i en skål sammen med sennep, eddike, salt og peber, og rør det sammen.
  • Hæld et par dråber olie i, imens du pisker. Hæld et par dråber olie mere i, mens du pisker. Fortsæt med at hælde olie i lidt ad gangen, mens du pisker. Efterhånden kan du øge mængden, men pas på ikke at tilsætte for meget ad gangen, for så skiller den. Bliv ved, til konsistensen er som mayonnaise, for det er netop det, du lige har lavet.
  • Smag til med sennep, eddike, salt og peber.
  • Skyl chilipeberen, flæk den, fjern stok og kerner, og skær chilien i fine strimler, som kommes i mayonnaisen.
  • Skær også olivenerne i tynde skiver, og kom dem i mayonnaisen.
  • Riv cheddarosten, hvis den ikke allerede er det, og bland det hele sammen.
  • Flæk flutene, eller skær dem i skiver på langs, på tværs eller på skrå, nøjagtig som du selv synes det, og fordel mayonnaiseblandingen på dem.
  • Sæt brødene på en rist, og sæt dem i ovnen, til massen er smeltet godt sammen, og det hele er gennemvarmt. Det tager en 5-7 minutter.