Pip på dåse er en decideret grill-ret. Der er som sådan ikke noget i vejen for at lave den i ovnen, men det er bare en grill-ret. Den tager ca. 2½-3 timer at lave inkl. trækketid.
Knus hvidløg, oregano, chilipeber og 1 tsk. groft salt i morteren.
Tilsæt limesaft og olie, og rør det sammen til en puré.
Skyl kyllingen, og dup den tør med et rent viskestykke eller et stykke køkkenrullepapir.
Smør pastaen i et jævnt lag ud over hele kyllingen.
Sæt kyllingen tildækket i køleskabet en halv times tid.
Tag kyllingen ud af køleskabet, og lad den stå tildækket ved stuetemperatur ½ times tid.
Rengør dåseøllen grundigt udvendigt med varmt vand.
Åbn dåsen, og hæld halvdelen af indholdet i vask… halsen.
Lav to huller med en dåseåbner i øldåsens låg.
Sæt dåsen på et fladt, fast underlag, og træk kyllingen ned over den.
Træk lårene på kyllingen fremad, så der dannes en slags trefod – kyllingen har to fødder, og dåsen er den tredje. Du kan også bruge en kyllingeholder, hvis du har en sådan.
Vrid vingerne om på ryggen, og sæt hele herligheden på indirekte varme på den opvarmede grill, og grill 1-1½ time. Kødsaften skal være klar.
Lad kyllingen hvile i 10 minutter, og løft den derefter af dåsen.