Du behøver ikke at gå efter friske hummere, når du skal lave hummerbisque, de frosne giver også meget smag. Men du er nødt til at gå efter hele hummere, da det er skallerne, der giver den kraftige smag.
Sortér skaller og kød fra hinanden, og sæt kødet på køl, til det skal bruges som fyld i suppen.
Klargør grøntsagerne, og skær dem i mindre stykker – undtagen aspargeser og kørvel.
Varm en bredbundet gryde op ved kraftig varme, og kom olien i.
Steg skallerne, mens du maser dem med grydeskeen, så saft og kraft kommer fri.
Tilsæt hvidløg, timian, peberkorn, laurbærblade og paprika.
Svits et par minutter.
Tilsæt tomatpuré, og svits endnu et minuts tid.
Hæld Pernoden i, og sæt ild til, så skallerne bliver flamberet. (Pas godt på emhætte, underskabe, hår og øjenbryn).
Tilsæt alle grøntsagerne – undtagen asparges og kørvel – vin og fond/bouillon, og lad hele herligheden simre i ca. ½ times tid. Skallerne skal være dækket af væde, ellers kommer du mere bouillon ved.
Tag skallerne op af suppen, og blend dem eller knus dem igen med en grydeske eller lignende, og hæld dem så tilbage i suppen.
Koge yderligere et kvarters tid.
Sluk for varmen, træk gryden væk fra kogepladen, og lad bisquen trække i 10 minutters tid.
Si suppen – sørg for at få det hele med ved at presse på fyldet i sigten.
Tilbage med suppen i gryden, hæld fløde ved, og kog ind, til bisquen har en afrundet smag og en cremet konsistens.
Blend smørret i suppen, lige inden den skal serveres. Blend til smørret er pisket ud, og suppen får en lidt skummende overflade.
Smag evt. til med citron, salt og peber.
Servér suppen med blancherede, grønne aspargeser, kogt eller stegt hummerkød, en dusk kørvel samt evt. lidt lækkert brød.