Gud ved, om blødende chokoladekage er kommet til ved et uheld? En ikke blødende chokoladekage, der mislykkedes og ikke blev ordentligt gennembagt. For det er faktisk det, det er. En chokoladekage, der ikke er gennembagt.
Det er så også det sværeste ved at lave denne chokoladekage – eller kager, for du skal nok lave mere end én – de må ikke bage for længe, så mislykkes de. De kan stadig spises, med det blødende … gone forever!
Kagerne smager meget af den chokolade, du bruger. Jeg er ikke så vild med chokolade med høj kakaoprocent, hvis jeg skal spise den ”rå”, og det skal jeg jo næsten i denne kage. Så en kakaoprocent på omkring de 60 +/- er fint for mig.
Opskrift på blødende chokoladekage
Blødende chokoladekage – nem opskrift
Ingredienser
- 100 g mørk chokolade – lige omkring de 60 % kakao
- 100 g smør – rigtigt smør ikke margarine
- 50 g sukker
- 40 g mel
- 3 æg af medium størrelse
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° C.
- Hak chokoladen, og smelt den over vandbad sammen med smør og sukker. Det skal kun lige smelte, bliver det for varmt ”stivner” æggemassen.
- Rør sigtet mel i, og tilsæt de let sammenpiskede æg. Rør grundig og ihærdigt.
- Hæld dejen i muffinsforme, og sæt dem i den forvarmede ovn i 9-11 minutter.
- Lad dem afkøle en smule, inden de tages ud af formene og serveres med hjemmelavet is, panna cotta eller lignende frisk dessert.
- Se selv! Supernemt! Jeg kender ikke rigtig nogen måde, hvorpå du kan se, hvordan kagerne er, som de skal være.
Noter
Blødende chokoladekage i fryseren
Kagerne skal serveres nybagte og lune. Du skal ikke fryse dem ned. De bløder ikke på samme måde efter optøning.
Vil du spare tid, den dag de skal serveres, kan du i stedet for at bage dem med det samme, sætte de fyldte forme i køleskabet og først bage dem lige inden, de skal serveres.
De kan godt tåle at stå i køleskabet til dagen efter. Men husk det skal være i formene. Dejen bliver sej og tyk, så hvis du sætter skålen i køleskabet, vil det blive besværligt – ja, næsten umuligt – at hælde den i forme.