Karrykål er nemt og hurtigt at lave, hvis du står og mangler noget lækkert tilbehør til den stegte kylling eller fisk. Men samtidig kan karrykål også fungere som en selvstændig ret, hvis du kommer kød og flere grøntsager i anretningen.
Endvidere kan du også spise den som en frokostret, hvis du kommer lidt nødder, rosiner, tørrede abrikoser eller lignende i. Det smager skønt som en slags frokostsalat – evt. med en skive brød til.
Opskrift på karrykål
Karrykål som tilbehør – opskrift
Ingredienser
- 600 g hvidkål
- 60 g kokosolie
- 3 spsk. karry – eller efter smag
- 3-4 spsk. kokoscreme det fede der ligger øverst i en dåse kokosmælk
- Salt og peber
Sådan gør du
- Snit hvidkålen – det skal ikke være helt fint som med et rivejern.
- Opvarm kokosolien på panden eller i gryden, og svits karryen heri.
- Tilsæt snittet hvidkål, og vend rundt.
- Tilsæt kokoscremen, og lad det hele simre, til det er kogt ind til en tilpas tykkelse.
- Smag til med salt og peber.
Karrykål smager godt til f.eks. frikadeller.
Tip: Når du har skummet fløden … eller kokosmælken for den fede creme, kan du bruge resten af kokosmælken til f.eks. mandazi eller i gryderetter. Står du ikke lige og skal lave mandazi eller gryderetter i dag, så husk, at kokosmælk kan fryses.
En smart måde at gøre det på er at fryse den ned i isterningposer, så kan du lige give gryderetten et ekstra pift med én eller to terninger kokosmælk.
Sådan snitter du hvidkål
Det kan være svært at få hvidkål snittet helt perfekt. Med mindre det skal snittets så fint, at det kan rives med rivejern eller bare kan puttes i foodprocessoren.
Men er du er nødt til at bruge en kniv, så er det nemmest først at skære kålhovedet over på midten. Derefter skærer du det igen over på midten – altså i kvarter.
Skær stokken fra – den kan bruges i supper eller hakkes og bruges i frikadeller eller farsbrød. Nu er det nemt at få det kvarte hoved til at ligge fast på den ene flade side og snitte hvidkålen med en skarp kniv.
Karrykål til aftensmad
Skal du lave karrykål som en selvstændig ret, vil jeg anbefale, at du bruger lidt mere kål – sådan en 800 g ca. til 4 personer.
Start med at svitse lidt løg og evt. hvidløg, inden du kommer kålen i.
Vil du have kød i, kan du svitse strimler af kylling, hakket oksekød eller skinkekød i tern, inden du kommer kålen i.
Endvidere kan du spæde op med udskårne kartofler, gulerødder, pastinakker – eller hvad du nu gerne vil have i af grøntsager. Jeg har faktisk engang fået det med pastapenne i. Det var også velsmagende.
Hæld vand eller bouillon ved – sådan ca. 3-5 dl – og lad det hele simre til alt er mørt. Smag til med salt og peber.
Velbekomme!