Franske vafler med smørcreme opskrift
Ingredienser
- 100 g koldt smør i tern
- 175 g hvedemel
- ½ dl vand
- ½ tsk. lagereddike
- 1 æggehvide
- Perlesukker til drys
Ingredienser til smørcreme
- 125 g blødt smør
- 1 tsk. vaniljeessens
- 125 g flormelis
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° C – ikke varmluft.
- Hak eller smuldr smør og mel sammen.
- Tilsæt vand og eddike, og ælt eller rør dejen sammen.
- Sæt dejen på køl, tildækket, i ca. en halv times tid.
- Drys lidt mel ud på bordet, og rul dejen ud til ca. ½ cm tykkelse.
- Stik cirkler ud med en udstikker eller et glas, der måler ca. 6 cm i diameter.
- Rul cirklerne ud med kagerullen, så de bliver ovale, og kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Saml dejen sammen, og gentag fra pkt. 4., indtil du har 30 ovale kager i samme størrelse.
- Pensl kagerne med æggehvide.
- Prik evt. med en gaffel, og drys med perlesukker.
- Bag kagerne – en plade ad gangen – i ca. 8 minutter, til de er gyldne.
- Afkøl kagerne på en bagerist.
- Pisk smør, vaniljeessens og flormelis sammen til en smørcreme, og læg de afkølede kager sammen to og to til en fransk vaffel. Det synes jeg, er nemmest ved at komme smørcremen i en sprøjtepose.
- Tip I: Det kan være en god idé at tage smørret til kagerne ud af køleskabet, skære det i tern og sætte det tilbage i køleskabet igen i 15 minutters tid, så du er sikker på, at det er koldt, når du skal smuldre det sammen med melet.
- Tip II: Læg først kagerne sammen, højst et par timer inden de skal serveres, da kagerne ellers kan blive bløde.
Noter
Nutrition
Kagerne kan holde sig sprøde længe – uden cremen – i kagedåse. Smørcremen holder sig også fint i køleskabet. Tag den ud et par timer før, du vil lægge kagerne sammen, så den kan blive blød og lækker.
Min opskrift på franske vafler
I min ungdom passede jeg pakkemaskinen på linje 32 og 33 på kagefabrikken Kelsen – aka Karen Volf og nu Bisca – på Møn. Det var de franske vafler, der blev kørt dér. Og selvom jeg ikke var i dej-enden, så kan jeg godt bage franske vafler. Dog i et noget mindre antal, end der blev gjort på kagefabrikken.
Faktisk brød jeg mig ikke specielt meget om franske vafler, da jeg var barn og ung. Men efter min tid på kagefabrikken, hvor jeg havde smagt på dem lune … uhm, det mums. Så selvom kagerne skal køle af, inden du kommer smørcremen imellem dem, så und dig selv at smage dem lune med smørcreme i.
Andet fyld i franske vafler
Du kan smage smørcremen til med andre ting – f.eks. appelsin– eller citronsaft og -skal. Eller du k.an komme noget andet mellem kagerne, f.eks. nutella eller dulce de leche. Så hedder det nok ikke franske vafler mere, men måske italienske vafler (Nutella er italiensk) eller spanske vafler (dulce de leche er spansk).
4 Responses
Hej
Vil gerne bage franske vafler, men der står ikke hvor meget smør der skal i dejen?
Hvad skal jeg bruge æggehviden til?
Hej Monika
Det var da lige faldet ud, men er nu tilføjet. Æggehviden skal bruges til at pensle kagerne med (pkt. 9).
Forkert mængde mel ???
Ja, der var smuttet et ettal. Det er nu rettet. Tak for info.