
Hjemmelavet remoulade opskrift
Ingredienser
- 2 æggeblommer – evt. pasteuriserede
- 1 tsk. dijonsennep – smag dig frem noget dijonsennep er stærkere end andre. Den jeg bruger, er ikke så stærk
- 1 tsk. æblecidereddike
- 1¾ dl smagsneutral olie
- 3 syltede agurker
- 1 spsk. kapers
- 2 spsk. syltede perleløg – evt. hjemmelavede
- ½ rød chilipeber
- Citronsaft
- Gurkemeje
- Salt og peber
Sådan gør du
- Rør æggeblommerne med sennep og eddike samt lidt salt og peber.
- Pisk olien i lidt ad gangen, så det ikke skiller – meget lidt ad gangen til at starte med, senere kan du hælde lidt mere i ad gangen.
- Bliv ved med at hælde olie i og piske, til olien er sluppet op, og du har en mayonnaise.
- Sæt mayonnaisen på køl – det er ikke absolut nødvendigt, men du får en bedre konsistens.
- Imens kan du forberede resten.
- Skær de syltede agurker i små tern.
- Hak kapers, syltede perleløg og chilipeber fint.
- Bland de hakkede grøntsager sammen med mayonnaisen.
- Tilsæt så meget gurkemeje, at den får den gule farve, du synes, den skal have.
- Smag til med citronsaft, salt og peber.
-->-->
Hvad er remoulade lavet af?
Hjemmelavet remoulade er ikke bare hjemmelavet remoulade. Der findes et hav af forskellige opskrifter. Men én ting er fælles for dem alle – det er min påstand – de er bedre, end den du køber. Desværre holder den ikke så længe, fordi den ikke bliver fyldt med konserveringsmidler – og det er vel egentlig en fordel.
Hjemmelavet remoulade kan nu godt holde sig et par dage i køleskabet, men heller ikke mere, så lav ikke store mængder, men kun lige hvad du skal bruge. Skal du bruge igen i næste uge, laver du bare en ny portion, længere tid tager det altså heller ikke.
-->-->-->
Voila! hjemmelavet remoulade.
Beates tips til hjemmelavet remoulade
Tip I: Du kan også komme karry og hakket/revet gulerod eller blomkål i.
Tip II: Skal det gå rigtig stærkt, så køb en færdig mayonnaise af rigtig god kvalitet. Det gør også, at din remoulade kan holde sig en anelse længere tid i køleskabet, da du undgår de rå æggeblommer, og fordi købe-mayonnaisen er med til at konservere den.
Nemme syltede perleløg
Vil du bruge hjemmelavede syltede perleløg, får du her en nem opskrift.
Ingredienser til syltede perleløg
- 500 g frosne perleløg
- ½ l lagereddike
- 60 g sukker
- ½ tsk. revet ingefær
- ½ tsk. revet muskatnød
Sådan laver du nemme syltede perleløg
- Tø de frosne løg op ved at hælde kogende vand over dem.
- Lad dem stå i ca. 5 minutter i det varme vand, og lad dem derefter dryppe af.
- Kog en lage af eddike og sukker, og lad løgene koge med i 5 minutters tid.
- Kom løgene i et – eller flere – rengjort og evt. atamonskyllet glas.
- Kom ingefær og muskatnød i lagen, og lad det koge med i 5 minutter.
- Hæld lagen over perleløgene, og bind for/luk glasset.
Sådan nu har du en hjemmelavet remoulade, der er meget mere delikat end dem du kan købe på tube i supermarkedet!