Nem opskrift på syltede blommer med vanilje, kanel og spiritus. De syltede blommer smager skønt til desserter og holder sig i månedsvis på glas.
Er du den heldige ejer af nogle blommetræer, så får du garanteret ikke spist dem alle, når de er friske og modne. Men de kan heldigvis bruges til rigtig mange ting i madlavningen. F.eks. kan du lave syltede blommer – med eller uden alkohol – og spise dem som dessert med flødeskum eller til is.
Hvis du ikke lige er i humør til at sylte blommer, kan du fryse blommerne ned. Hvis du allerede nu ved, at du vil sylte dem, er det en god idé at udstene dem, før du kommer dem i fryseren. Medmindre det ikke generer dig at sidde og spytte sten ud, når de syltede blommer skal serveres.
Opskrift på syltede blommer

Syltede blommer
Ingredienser
- 1 stang vanilje
- 250-300 g sukker
- 1 stang kanel
- 2 stjerneanis
- 1 dl vand
- 1½ dl spiritus f.eks. rom, portvin eller madeira
- 500 g halverede udstenede blommer – gerne en stor sort
Sådan gør du
- Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Gem vaniljestangen.
- Gnid lidt sukker rundt i vaniljekornene, så de ikke klumper sammen.
- Kom vanilje, sukker, vaniljestang, kanel, stjerneanis og vand i en gryde, og bring det i kog.
- Skru ned for varmen, og lad det simre i 5 minutters tid uden låg.
- Tilsæt blommerne, og lad det simre under låg i et par minutter mere.
- Sluk for varmen, og tilsæt spiritus.
- Smag til. Og tilsæt evt. mere sukker og/eller spiritus om nødvendigt.
- Hæld indholdet af gryden på skoldede glas, og luk til.
- Lad blommerne trække i mindst et par dage, men gerne et par uger.
- Opbevar de syltede blommer køligt og mørkt.
Noter
Holdbarhed
De syltede blommer kan holde sig mindst i 3 måneder, men sikkert også meget længere, hvis dit glas har været skoldet og evt. skyllet i atamon eller lidt af alkoholen, og hvis du opbevarer dem køligt og mørkt, som angivet.
Husk at bruge rene redskaber, hvis du ikke bruger et helt glas blommer ad gangen. Og husk også at opbevare åbnede glas med flere blommer i i køleskabet.
Hvilken slags blommer kan syltes?
Alle typer af blommer kan syltes. Sukkermængden kan dog variere, afhængig af hvor sure eller søde blommerne er.
Jeg synes, at store sorter af blommer er at foretrække. Men er de kæmpestore, kan det være en fordel at skære dem i kvarter i stedet for i halve.
Syltede blommer er nemmest at spise med ske og gaffel.