Tykstegsbøffer er – som navnet mere end antyder – steaks, som er skåret af tykstegen. Den sidder på oksens bagparti. Et af de dyrere stykker. Tykstegen bruges også til bl.a. roastbeef og medaljoner.
Det er ikke raketvidenskab at stege tykstegsbøffer – kunsten er at stege dem tilpas længe … eller tilpas kort faktisk. For stegetiden afhænger jo helt af, hvordan du kan lide bøffen – rare, medium eller done.

Tykstegsbøffer – tilberedning
Ingredienser
- 4 tykstegsbøffer
- 2 spsk. olie
- 20 g smør
- Salt og peber
Tilbehør
- 800 g små kartofler
- 3 spsk. grøn pesto – gerne hjemmelavet persillepesto
- 60 g smør
Sådan gør du
- Kog kartoflerne møre i let saltet vand – ca. 20 minutter. Hvis skrællen er fin, behøver du ikke at skrælle dem. Det sparer både tid, formindsker madspild og forhindrer vitaminer i at gå tabt.
- Rør smørret blødt med 1 spsk. pesto, og sæt det på køl, til det skal bruges.
- Krydr bøfferne med salt og peber.
- Brun dem ved kraftig varme på begge sider.
- Steg dem i olie og smør, til de er som ønsket – se herunder. Vend gerne flere gange undervejs, og hæld stegefedt over dem med en ske.
- Lad bøfferne hvile, mens du laver kartoflerne færdig.
- Hæld vandet fra kartoflerne, og lad dem dampe tørre ved at sætte dem på den stadig varme kogeplade.
- Kom 2 spsk. pesto i og vend rundt.
Noter
Næringsindhold pr. servering
Stegning af tykstegsbøffer
Når du steger oksebøffer/steaks, kommer det selvfølgelig helt an på steakens tykkelse, hvor længe den skal stege.
En steak på 1-1½ cm skal stege ca. 2 minutter på hver side for at være lidt rød. Den skal have 3 minutter på hver side, hvis den skal være rosa. Og den skal have 4 minutter på hver side, hvis den skal være gennemstegt.
Du skal altså gå i gang med bøfferne, når der er mellem 4 og 8 minutter tilbage af kartoflernes kogetid.
Sørg for, at bøfferne har god plads på panden, så de kan få en fin stegeskorpe.
Hvidløgs-/kryddersmør
Selvom pesto smager skønt, synes du måske, det bliver for meget med både pestosmør og pestokartofler. Så kan du i stedet servere bøfferne med en klat hvidløgs-/kryddersmør. Det er simpelt at lave.
Smørret skal være blødt, ellers er det ikke til at få blandet ordentligt.
Knus et par hvidløgsfed eller tre eller fire, og bland det i smørret – helt afhængigt af hvor stærkt det skal være. Kom også lidt friske, hakkede krydderurter i – f.eks. persille eller rosmarin. Og tilsæt også lidt syre i form af 1-2 tsk. citronsaft eller rødvin. Smag til med salt og peber.
Pak evt. smørret ind i mad- eller bagepapir i en rulle, så det er nemt at skære en fin, tyk skive af, og læg det på køl eller i fryseren, hvis det skal gå stærkt.