Verdens bedste brød

Verdens bedste brød – Det er en lidt stor mundfuld. Man kan jo nemt komme til at slå et større brød op end man kan bage, så måske skal jeg i stedet kalde det ”værtens bedste brød”. For det er i hvert fald ikke løgn at dette brød er det bedste brød til morgenmaden, til sandwichen, til suppen – ja, i det hele taget at spise til hvad som helst.

Tillige med er det nemt at lave. Det tager tid, så det skal planlægges i forvejen. Det er ikke et brød du beslutter dig for at lave til aftensmad om eftermiddagen når du har fyraften, for det kan du ikke nå.

Langtidshævet brød

Verdens bedste brød er nemlig langtidshævet. Det betyder at hvis du skal servere brødet kl. 18 skal du i gang med at lave dejen ved 21-tiden aftenen før.

verdens bedste brød

Grydebrød

Til gengæld kan du selv afgøre hvor groft eller fint, brødet skal være. Jeg kan bedst lide et godt og groft brød. Brødet bliver lavet i en gryde – altså bagt i en gryde – og det kan bages i ovnen eller på grillen. Brødet får en dejlig sprød skorpe og en blød og fast – afhængig af hvor meget groft du kommer i – krumme.

De grundlæggende ingredienser til verdens bedste brød

  • 5 g gær
  • ½ l vand
  • 2 tsk. flage- eller sydesalt
  • 10 dl mel og/eller kerner – jeg bruger altid 6-7 dl hvedemel og 3-4 dl groft mel og blandede frø og kerner (rugmel, grahamsmel, græskarkerner, solsikkekerner, hirsefrø, sesamfrø – hvad som helst jeg har i skuffen)
  • Lidt olie

Sådan laver du verdens bedste brød

  1. Opløs gæren I vandet – det behøver ikke være lunkent vand, koldt vand er fint.
  2. Bland mel, kerner og salt, og rør dejen sammen med en grydeske eller ved langsom hastighed i røremaskinen med en ”spade”. Det skal være en sammenhængende, smidig, lidt våd dej.
  3. Sæt dejen i køleskabet i minimum 10 timer og maksimum 18 timer – det vil sige at hvis du er gået i gang kl. 21 skal det hæve til mellem kl. 7 og kl. 15 dagen efter.
  4. Drys lidt mel ud på bordet, og vip dejen ud ad skålen, og vend den rundt et par gange i melet.
  5. Smør en skål med lidt olie, og kom dejen op i den.
  6. Lad dejen hæve i yderligere 2 timer ved stuetemperatur. Skal dit brød serveres kl. 18, skal du sætte det til denne hævning senest kl. 14.55.
  7. Stil en støbejernsgryde – eller en anden gryde der kan tåle varme (også håndtag og låg) – ind i ovnen.
  8. Tænd ovnen på 250° C, og lad gryden stå i ovnen til den er varmet op.
  9. Tag gryden ud, drys lidt mel i bunden af den, og hæld dejen direkte fra skålen over i gryden. Læg låg på gryden, og sæt den ind i ovnen igen.
  10. Bag brødet i ca. 30 minutter, fjern låget på gryden, og bag videre i yderligere 15 minutter uden låg.
  11. Tag gryden ud af ovnen, hæld brødet ud, og lad det køle af i 20 minutters tid før du serverer det.

Velbekomme!

 

Forberedelsestid: 12½-20½ time

Tilberedningstid: 1 time og 5 minutter

6 reaktioner

  1. Tror desværre ikke lige jeg har en gryde, hvor både håndtag og låg kan tåle at komme i ovnen.

    Kan man bruge Le Cruse stegeso med låg i stedet.

    1. Hej HB

      Super godt spørgsmål 🙂 Vi har ikke selv prøvet, men hvis vi kigger på belægningen så vil jeg tro, at det sagtens kan fungere. Altså netop Le Creusets stegeso har en god belægning, men til gengæld er det en lerkrukke, hvor gryder jo er lavet af metal. Hvordan det påvirker brødet har jeg faktisk ingen anelse om.
      Hvis du prøver det, så må du meget gerne fortælle her, hvordan resultatet blev, da det jo faktisk er ret spændende 🙂

  2. Hej.
    Jeg vil bage dit brød men synes ikke hvor stor en gryde du bruge i din opskrift
    Venlig hilsen Vibeke

    1. Hej Vibeke
      Min gryde kan indeholde 2½-3 liter og har en diameter på 24 cm. God fornøjelse med brødet.
      De bedste hilsener
      Beate, Hurtigmums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
ANNONCE