Fyldte peberfrugter – Når jeg er alene hjemme, forkæler jeg mig selv med fyldte peberfrugter eller farserede peberfrugter – for fars skal der i. Jeg elsker dem, men det gør resten af familien ikke.
Fyldte peberfrugter med oksekød – opskrift
Ingredienser
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 100 g parmesanost
- 4 peberfrugter
- 400 g hakket oksekød
- 1 ds. flåede tomater
- 2 spsk. tørret oregano
- Olie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 150° C.
- Pil løg og hvidløg.
- Hak løget fint, og pres hvidløgsfeddet.
- Riv parmesanosten.
- Skær bunden (den uden stilk) af peberfrugten – uden der bliver hul i peberfrugten, men så den bliver lige og kan stå.
- Hak peberfrugtbunden.
- Bland det med oksekød, løg, hvidløg, flåede (hakkede) tomater, oregano samt salt og peber, og rør det til en lind fars.
- Skær toppen (den med stilken) af, og fjern indmaden forsigtigt.
- Sæt peberfrugterne i et ovnfast fad smurt med lidt olie, og fordel farsen i dem.
- Drys med revet parmesan.
- Sæt de fyldte peberfrugter i ovnen i ca. 40-50 minutter, til de er færdige.
- Sæt låget (peberfrugttoppen) på peberfrugterne 10 minutters tid før, de er færdige. Det ser flot ud.
Nutrition
Tip: Bland en fars af løg, hvidløg, oregano, peberfrugtbund, salt og peber, og svits den på panden i ca. 5 minutter, hvorefter de flåede tomater tilsættes og varmer med et par minutter. Så skærer du ca. halvdelen af tiden i ovnen væk. Så er det rigtig hurtigmums. Til gengæld får du en pande mere at vaske af.
Hvilken peberfrugt er bedst til fyldte peberfrugter?
Jeg kan bedst lide de røde peberfrugter – de grønne bliver for bitre, synes jeg. Og jeg kan som nævnt bedst lide dem med hakket kød i – helst oksekød. Vegetarudgaven er ikke lige min kop te.
Når jeg spiser fyldte peberfrugter, så snupper jeg en portion lækker salat til – f.eks. fattoush. Eller jeg spiser en blandet grøn salat og tager også et stykke godt brød til. Så bliver jeg godt mæt.
Der er forskel på smagen
Nu nævnte jeg tidligere, at jeg altid vælger røde peberfrugter, fordi jeg synes, at grønne er for bitre. Og det er der en grund til, at de er. De grønne peberfrugter er nemlig ikke lige så modne som gule, orange eller røde peberfrugter. Derfor er de som regel også billigere end de andre farver, fordi de ikke skal gro så længe, før de kan plukkes.
Grønne peberfrugter er også den peberfrugt, flest mennesker er intolerante overfor, fordi den kan være forstyrrende i fordøjelsessystemet.
Alle peberfrugterne er sunde og indeholder A- og C-vitaminer. Gule peberfrugter indeholder mindre A-vitamin end de grønne, men mere C-vitamin.