Sushi

Sushi ligger højt på listen over danskernes foretrukne fastfood og takeaway. Faktisk er der mange, som ellers normalt ikke bryder sig om fisk, der spiser sushi. Du kan selvfølgelig lave sushi selv – sushikokken gør det jo også.

Hvordan laver man sushi – opskrift

sushi

Den mest populære sushi er nigri, maki og uramaki (også kaldet inside-out roll), og det er dem, du får opskriften på her.

Ingredienser

  • 7 dl sushiris – og det skal være sushiris
  • 8 dl vand
  • 8 spsk. risvineddike
  • 4 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • Noritangplader
  • 1 laksefilet i brede strimler – husk, at den skal have været frosset i mindst 24 timer ved -20° C
  • ½-1 agurk i brede stænger
  • Sesamfrø – sorte og hvide
  • 1-2 avocadoer i brede stænger
  • 150 g krabbestænger
  • Laksekaviar
  • Wasabipasta
  • Sushiingefær
  • Sojasauce

Herudover skal du også bruge en bambusrullemåtte.

Makiruller

Makiruller er ris og fyld pakket ind i noritang. De kan laves med alt muligt slags fyld, men her får du to nemme varianter – den ene uden fisk.

Sådan laver du makiruller

  1. Skyl risene i en skål med koldt vand, kassér vandet, når det bliver hvidt og uigennemsigtigt.
  2. Gentag punkt 1, til vandet ikke længere bliver hvidt – 4-5 gange.
  3. Kom risene i en ny omgang koldt vand, og lad dem stå i blød i ca. 1 time.
  4. Hæld dem i en sigte, og lad dem dryppe godt af.
  5. Kom de afdryppede ris og 8 dl vand i en gryde, og bring den kog under låg.
  6. Skru ned til lav varme, når vandet koger, og kog risene i 10 minutter.
  7. Tag gryden af varmen, og lade risene stå i yderligere 15 minutter under låg.
  8. Rør imens eddike, sukker og salt sammen, til salt og sukker er helt opløst.
  9. Bred risene jævnt ud i en flad skål eller kar med en stor overflade, og tilsæt eddiken langsomt, mens du nærmest skærer i risene med en træslev eller lignende.
  10. Lad risene køle hurtigt ned – evt. ved hjælp af en blæser eller en vifte.
  11. Læg et stykke tang med den glatte side nedad på rullemåtten.
  12. Dyp dine hænder i koldt vand evt. tilsat en sjat eddike, så hænger risene ikke så godt fast på dem.
  13. Fordel ris i et tyndt lag oven på tangen, men så der er en lille stribe bar tang foroven.
  14. Læg agurkestykker på tværs hen over midten af risene.
  15. Fold måtten sammen på midten, og rul makirullen fremad, helt stramt, små ryk ad gangen, mens du presser godt ned på rullen uden at trykke den flad. Rul, til rullen er færdig, og ”lim” den sammen med lidt vand på den bare stribe tang.
  16. Lad rulle hvile i 10 minutters tid, inden du skærer den ud i 8-10 stykker med en skarp kniv fugtet med lidt vand.
  17. Drys evt. med lidt sesamfrø.
  18. Lav en magen til, men med laksestrimler i stedet for agurkestænger.

Uramakiruller

Inside-out rolls’ne laves omvendt. Læg et stykke husholdningsfilm over bambusmåtten. Brug kun her en halv tangplade, og bred et tyndt lag ris helt ud over den – ikke nogen bar stribe her. Vend tangplade og ris, så risene ligger ned mod bambusmåtte med film, læg avokado- og krabbestænger på, og rul som før.

Dyp eller drys med sesamfrø og/eller kaviar.

Nigri

Nigri sushi er den nemmeste at lave. Du former ris med hænderne til små aflange pølser, som du trykker flade i bunden. Skær laks i stykker, der passer oven på risklumperne, drys eventuelt med sesamfrø.

Servér sushi med wasabipasta, sushiingefær og sojasauce.

Sushi meal/dinner kits

Det er endda muligt i supermarkedet at købe sushi meal/dinner kits. De indeholder, alt hvad du skal bruge – undtagen fyldet. Men bambusrullemåtte, sushiris, vineddike, sojasauce, wasabipasta, spisepinde og instruktion, og så er det bare at gå i gang.

Forberedelsestid: 2½ time

Tilberedningstid: 0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce