Broccoli-boller. At komme grøntsager i bagværk, gør det saftigt og sundt. Samtidig kan du få brugt grøntsagsrester, som måske ellers ville blive liggende i køleskabets grøntsagsskuffe, til de ikke var bedre værd end at smide i affaldsspanden. Du kan komme spinat eller oliven i dit brød, kartofler eller gulerødder i kagen og blomkål eller broccoli i bollerne. Og det smager altså godt. Du skulle prøve.
Broccoli i boller giver bollerne en farve, hvor du godt kunne blive lidt i tvivl om, hvorvidt de er sundhedsskadelige eller ej, men sådan er det jo også med f.eks. blåskimmelost, det ser jo heller ikke helt sundt ud.
Broccoli-boller med bagepulver
Ingredienser
- 500 g broccoli – tag bare stokken med
- 3 æg
- 1 dl mælk
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. salt
- 300 g mel
- Lidt sesamfrø
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° C, varmluft.
- Skyl broccolien, skær den i mindre stykker, og giv dem en tur i foodprocessoren eller minihakkeren, til det er helt findelt – du kan selvfølgelig også bruge en kniv, hvis du er mesterhakker.
- Pisk broccoli, æg og mælk sammen.
- Bland bagepulver, salt og mel sammen, og rør det i dejen, til den har en ensartet konsistens – hellere for våd end for tør.
- Form boller af dejen – brug et par skeer eller hænderne.
- Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Drys med sesamfrø, og sæt bollerne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er gennembagte – stik evt. i dem med et kødspyd eller lignende. Hænger der dej ved, skal de have lidt længere tid.
Fordi broccoli-bollerne er lavet med bagepulver, er de rimeligt hurtige at gå til, hvis du står og mangler brød til suppen eller til frokostbordet. De skal nemlig ikke stilles til hævning. Til gengæld bliver de lidt mindre luftige, end når du laver boller med gær i.
Broccoliboller med gær
Ingredienser
- 500 g broccoli
- 2½ dl mælk
- 60 g margarine eller smør
- 200 g hvedemel
- 200 g rugmel
- 50 g havreklid
- 1 tsk. salt
- ½ spsk. honning
- 25 g gær
Sådan gør du
- Blend broccolien til en ”smoothie” sammen med lidt af mælken.
- Smelt margarine/smør.
- Bland hvede-, rugmel og havreklid, og tilsæt smeltet margarine/smør, salt, honning og broccoli-”smoothien”.
- Smuldr gæren hen over.
- Varm resten af mælken, til den er lun, og hæld den over.
- Ælt det hele sammen godt og grundigt, tilsæt evt. mere mel.
- Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca. ½ time.
- Ælt dejen igennem, når den halve time er gået, og form den til otte boller.
- Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og stil dem igen til hævning. Denne gang i 15 minutter.
- Varm imens ovnen op til 200° C varmluft.
- Bag broccoli-bollerne i ca. 20 minutter. Bank på dem, de skal lyde hule, når de er færdigbagt.
2 Responses
Hej. Jeg er i tvivl om hvorvidt dejen (broccoliboller med gær) skal være våd (sættes med ske) eller om den skal æltes med hånden. Jeg tilsatte minimum ekstra 200 g hvedemel, og havde stadig en temmelig våd dej
Hej Pernille.
Jeg laver altid en våd dej, som jeg sætter på pladen med et par skeer, når jeg laver broccoliboller. Jeg synes, det er synd at komme meget mere mel i, for så kan de blive tørre. Men lidt mere mel kan godt være nødvendigt, da der kan være forskel på mel og saftigheden i broccolien. Du kan godt forme bollerne med hænderne, men det er mere besværligt på grund af den våde dej.
De bedste hilsner
Beate, HurtigMums