Mørbrad i ovn

Mørbrad i ovn – Tit når jeg laver mørbrad, så er det enten som bøffer eller som fyldt – som regel med persille, men også nogle gange med svesker. Og det er jo fordi, at jeg – som de fleste andre – kører lidt fast i at lave det samme om og om igen, fordi det er så nemt. Men mørbrad kan laves på mange måder. Du kan jo f.eks. også lave den populære ret mørbradgryde. Men her har jeg smurt mørbraden med lækre sager og lavet den i ovnen. Det er ikke sidste gang, jeg gør det. Det skulle du også prøve.

mørbrad i ovn

Mørbrad i ovn

Mørbraden bliver på denne måde saftig og lækker – du skal selvfølgelig ikke overstege den, for så bliver den det ikke – og får en dejlig smag.
4.67 fra 3 stemmer
Samlet tid: 45 minutter
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer
Kalorier: 160kcal
Forfatter: Beate Grandahl

Ingredienser

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200° C.
  • Puds mørbraden ved at fjerne sener, hinder og synligt fedt.
  • Hak den røde chilipeber fint. Vask fingre efter du har rørt ved chilipeber. Rå chilipeber og øjne – eller læber og tunge for den sags skyld – er en rigtig dårlig cocktail.
  • Bland sennep, honning og chilipeber.
  • Smør blandingen på mørbraden.
  • Drys med salt og peber.
  • Læg mørbraden på en rist over et ovnfast fad af passende størrelse. Kom evt. lidt vand i fadet.
  • Steg kødet i 18-20 minutter, til centrumstemperaturen er 55° C – brug et stegetermometer.
  • Lad mørbraden hvile 10-15 minutter, før du skærer i den.

Næringsindhold pr. servering

Kalorier: 160kcal | Kulhydrat: 2g | Protein: 26g | Fedt: 5g | Mættet fedt: 1g | Kolesterol: 81mg | Natrium: 69mg | Kalium: 554mg | Fiber: 1g | Sukker: 1g | Vitamin C: 38mg | Calcium: 8mg | Jern: 1mg

Tilbehør til mørbrad i ovn

Hvad du skal servere til din mørbrad, afhænger helt og aldeles af dit humør. Du kan lave en rødvinssauce, hvor du udskifter fonden og noget af væden med den kødsaft, der er rendt ned i fadet, mens mørbraden stegte. Hertil kan du så servere hasselbackkartofler. Eller du kan servere med flødekartofler eller den franske variant Pommes Anna.

Tilbehør fra det lettere køkken

Men er du mere til det lidt lettere køkken – både lettere fordøjeligt og lettere at lave – så kan det være, at du hellere skal servere en salat til. Salat smager supergodt til helstegt mørbrad. Det kan være en frisk sommersalat en gulerodssalat eller måske en broccolisalat.

Hvilken salat du vælger, er op til dig. Men vælg en, med grøntsager, der er i sæson. Danske, friske og sprøde grøntsager smager nu engang bare bedre end grøntsager fra udlandet, som har været længe undervejs.

Ud over grøntsager kan du komme ost, pasta, oliven, kapers og krydderurter i og på salaten, for at give lige netop den smag, du ønsker.

Du kan også lave en god hjemmelavet dressing til. Enten en lavet af et mælkeprodukt og måske mayonnaise smagt til med f.eks. hvidløg eller krydderier og krydderurter – eller f.eks. chili, når nu der er chili på mørbraden – eller en olie-eddike-dressing af 1 del eddike og 3 dele olie. Den kan selvfølgelig også smages til med diverse smagsstoffer.

Lad evt. folk selv dosere i stedet for at hælde den ud over salaten – så holder salaten sig også frisk i længere tid.

Synes du stadig, der skal kartofler til, så kan du servere kogte eller brasede kartofler til.

Du kan stadig godt vælge at servere rødvinssauce til, men en ganske almindelig brun sauce lavet på den dejlige sky, smager også skønt til helstegt mørbrad. Og du skal huske, at mørbraden er smurt med kradse sager, der smager godt igennem, så du skal ikke vælge en sovs med en alt for kraftig smag eller en smag i en helt anden retning.

Er det en af sommerens grillfester, du serverer helstegt mørbrad til, så kan du servere en traditionel kold kartoffelsalat til og evt. grillede grøntsager. Måske ender det så med, at mørbraden også skal på grillen.

Vin og mørbrad

Hvis der skal vin til – og det skal der jo engang imellem – vil en god, tør riesling, gerne med lidt alder, være rigtig god til mørbrad i ovn. Vil du hellere have en rødvin, så prøv en chianti, en ung rioja eller en vin fra det sydlige Rhône.

Hvad er mørbrad

Mørbrad er en muskel, der sidder på stort set alle de firbenede dyr, vi spiser – okse, kalv, lam, gris, vildt osv. Den aflange muskel er rund (stump) i den ene ende og spids i den anden. Den sidder langs med den nedre, indre side af rygraden på dyret.

Det er fint kød, fedtfattig og normalt mere mørt end andet kød – og tit også dyrere.

Hvad er bimørbraden

Nogle gange, når du køber en mørbrad, sidder der en stribe kød på siden af den. Den hænger ligesom ikke helt sammen med mørbraden, og hvis du skærer din mørbrad i skiver, falder kødstriben af. Det er bimørbraden. Den har egentlig ikke noget med mørbrad at gøre. Dens kød er ikke helt så fint som mørbradens, men den er absolut spiselig – f.eks. i gryderetter.

Hvad er et fed hvidløg?

Mængden af hvidløg opgives i opskrifter næsten altid i fed i stedet for f.eks. gram. Men hvis man ikke har noget kendskab til hvidløg, hvor meget er så 1, 2 eller måske 3 fed hvidløg?

Første gang jeg stiftede bekendtskab med hvidløg, skulle jeg komme et fed presset hvidløg i farsen til nogle krydrede frikadeller, men da jeg ikke vidste, hvad et fed var, kom jeg hele løget i. Jeg syntes da godt nok, det var besværligt, at det skulle være pakket ind i 10-12 små pakker. Men krydrede frikadeller blev det!

Et hvidløg er nemlig inddelt i flere fed, som hver især er pakket ind i en tynd skal. Feddene er ikke lige store, men alligevel oplyses mængden altid i fed. Et ”almindeligt” fed hvidløg vejer ca. 3 g.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce