Kogt skinke

Kogt skinke er noget af det nemmeste i verden at lave. Tilbehøret kan måske være vanskeligt, men skinken … den er nem. Trods det smager den jo vanvittigt godt. Den er også billig.

Det er svært at finde svinekød, der koster mindre end røget skinke. Okay, hakket svinekød er billigere, men f.eks. er en mager medister dyrere end en røget landskinke, når vi snakker kilopris.

Opskrift på kogt skinke

Kogt skinke

Kogt skinke – opskrift

Samlet tid: 1 time 15 minutter
Antal: 6 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Men billigt eller dyrt, det smager dejligt, det er nemt at lave, og det er også forholdsvist hurtigt at tilberede – det passer stort set sig selv, så du har tid til at tage dig af tilbehøret.

Ingredienser

Sådan gør du

  • Tag nettet af skinken. Vær lidt varsom, det kan hænge godt fast, så der ryger kød med af, hvis du bare flår til.
  • Læg skinken i en passende gryde, og hæld så meget koldt vand ved, at det dækker.
  • Kom peberkorn og laurblade i gryden, læg låg på, og sæt den over ved høj varme.
  • Skru ned for varmen, når vandet koger, og lad skinken simre i 40 minutter – skum undervejs suppen med en hulske.
  • Tag gryden af varmen, men lad låget blive på, og lad skinken stå i suppen i 20 minutter. Suppen kan bruges som fond til en sovs.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Kogt skinke – kogetid

En skinke skal koge 40 minutter pr. kilo skinke. Den lægges i koldt vand, og kogetiden beregnes fra, når vandet koger.

Når skinken har kogt, skal den blive stående og trække i det varme kogevand i 20 minutter – uanset størrelsen på skinken – men gryden skal være trukket væk fra varmen.

Er du i tvivl om, hvorvidt skinken er gennemkogt, kan du bruge et almindeligt stegetermometer og stikke det i, hvor skinken er tykkest. Temperaturen her skal vise 75 grader.

Glaseret skinke

Når du har kogt din skinke, kan du glasere den. Glaseret skinke giver den kogte skinke et ekstra pift, men giver dig selvfølgelig ekstra arbejde med måltidet.

Tilbehør til kogt skinke

Men hvad skal du servere til? Noget af det mest populære til skinke er nok flødekartofler. De passer også sig selv, så det er et forholdsvist nemt måltid at tilberede, selvom det ligner en festmiddag.

Du kan også servere brunede kartofler og grønlangkål til eller, hvis det skal være lidt mindre julet, stuvet grønkål eller spinat og kogte kartofler.

Der er ikke den store forskel på, hvad du kan servere til kogt eller til glaseret skinke.

Og nåh ja… Sennep! Der skal sennep til – faktisk skal man imo (redaktionen) altid bruge sennep, hvis det giver bare den mindste mening!

Rester af skinke

Det er svært at finde en skinke på under 900-1000 g. Skal du kun lave mad til fire, vil du derfor med høj sandsynlighed få rester.

Du kan selvfølgelig skære skinken i skiver og bruge den som pålæg, eller du kan servere den kold med en varm stuvning til. Men du kan også skære den i tern og bruge den i tærter, gratiner, tarteletter eller indbage hele det tiloversblevne stykke i butterdej. Eller hvad med at bruge den i en klassisk 80-ret – skinkestangen.

Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Andre opskrifter med svinekød