Stuvet grønkål

Stuvet grønkål

Stuvet grønkål – opskrift

2.34 fra 9 stemmer
Samlet tid: 20 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Vi snupper den ”rigtige” stuvede grønkål først – sådan som min farmor lavede den.

Ingredienser

  • 500 g grønkål uden stok – renset vægt – eller frossen grønkål
  • 1 dl kogevand
  • 3 dl mælk
  • 40 g blødt smør – ikke smeltet bare blødt
  • 4 spsk. mel
  • Sukker
  • Eddike
  • Salt

Sådan gør du

  • Skyl grønkålen grundigt.
  • Klargør den ved at fjerne tykke ribber og visne stykker og hakke den groft.
  • Kom grønkålen i kogende vand, så det lige dækker, og lad det koge 3-4 minutter.
  • Hæld vandet fra – gem 1 dl – og brus over med koldt vand, som også hældes fra.
  • Lad grønkålen dryppe af i et dørslag eller i en sigte.
  • Opvarm kogevand og mælk i en gryde.
  • Rør imens en smørbolle af smør og mel, til det er fast og sammenhængende – det er nemmest ved nærmest at mose smør og mel sammen med en gaffel.
  • Jævn den kogende væske med smørbollen, og lad det koge godt igennem – sådan en 7-10 minutter.
  • Smag til med sukker, eddike og salt, og kom grønkålen i.
  • Kog op, og smag til igen.

Sådan gør du med frossen grønkål

  • Varm mælken op – ingen vand, der er vand nok i den frosne grønkål – under omrøring.
  • Skru ned for varmen, kom den frosne grønkål i, og lad den tø op i mælken ved svag varme.
  • Lav en smørbolle af 40 g blødt smør og 4 spsk. mel – se ovenfor.
  • Kom smørbollen i mælken, og jævn.
  • Kog op, og lad det hele koge i 7-10 minutter.
  • Smag til med sukker, eddike og salt.

Noter

Tip: I stedet for sukker og eddike kan du bruge lage fra syltede agurker, asier eller lignende. Det er perfekt til tilsmagning af sovs, stuvning og lignende.

Min stuvet grønkål opskrift

Stuvet grønkål

Stuvet grønkål er grønkål i en hvid sovs – kort sagt. En stuvning er grøntsager – eller kød, fisk eller fjerkræ – der har simret i en væske – vand, bouillon, mælk eller fløde eller en blanding – derefter jævnes væsken med en smørbolle eller meljævning.

Du kan også snyde og lave stuvningen, som du laver persillesovs, hvis det skal gå lidt stærkt. Den metode er dog kun brugbar, hvis det er grøntsager, der ikke skal have så langt tid – som f.eks. finthakket spinat eller grønkål.

Den hurtige udgave af stuvet grønkål

Skal det gå stærkt kan du lave en opbagning af lige dele smør og mel, som spædes op med bouillon, mælk eller en blanding. Når sovsen er kogt godt igennem, tilsættes den hakkede grønkål og koger med i nogle minutter. Smag til.

I den helt hurtige udgave blander du 2 spsk. mel, 4 dl mælk og 10 g smør i en gryde og bringer det i kog under stadig piskning. Når sovsen har kogt i ca. 10 minutter, kommer du den hakkede grønkål i og lader den koge med nogle minutter, hvorefter du smager til.

Det giver ikke den helt samme smag, fordi kålen ikke har givet smag til væsken eller en del af væsken.

Stuvet grønkål spises til f.eks. kogt skinke.

Sidst opdateret: 25. december 2023
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.
2.34 from 9 votes (9 ratings without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter