Couscous bliver ofte slået i hartkorn med bulgur, og korn er det da også i begge tilfælde, men hvor bulgur er tørrede, knækkede hvedekerner, er couscous fremstillet af pastadej lavet på durumhvede, som er formet som små korn.
Fiberindholdet i couscous er betydeligt lavere end i bulgur – med mindre du køber fuldkornsudgaven – men couscous er dog stadig sundere end pasta. Bulgur er også lidt fastere i konsistensen, og så er de lidt større. Couscous har så den egenskab at de kan klumpe mere sammen, når de er tilberedt – altså på den gode måde.
Couscous-salat – opskrift
Ingredienser
- 10 forårsløg
- 3 dl hønsebouillon
- 1 tsk. stødt spidskommen
- 175 g couscous fuldkornsvarianten er at foretrække
- 3 dadler
- 3 soltørrede tomater
- 1 spsk. mangochutney
- ½ spsk. usprøjtet fintrevet skal af citron
- 2 spsk. saft af samme citron
- 3 spsk. olivenolie
- salatblade
Sådan gør du
- Skær forårsløgene i tynde ringe.
- Bring bouillon og spidskommen i kog.
- Fjern gryden fra varmen, tilsæt couscous og forårsløg, og lad det stå i ca. 5 minutter. Rør af og til i det med en gaffel.
- Lad det køle af – hvis salaten skal serveres kold.
- Hak imens dadler og soltørrede tomater groft.
- Bland dadler, soltørrede tomater, mangochutney, fintrevet citronskal, citronsaft og olivenolie, og vend couscous og forårsløg i, og smag til.
- Anret evt. på salatblade som vist på billedet.
Nutrition
Hvad er couscous?
Som tidligere nævnt er couscous fremstillet af pastadej lavet på durumhvede. I andre lande bliver de også lavet af perlehirse, yams eller majs.
Oprindeligt mødtes en gruppe af Nordafrikanske kvinder og lavede store partier over flere dage.
Semuljen – det som man laver pastadejen af – blev overhældt med vand, hvorefter kvinderne rullede det med hænder til det formedes som små perler.
Herefter blev de drysset med tørt mel for at forhindre, at de klistrede sammen. Bagefter blev de siet, og alle de perler der var for små og faldt igennem sien, blev igen rullet og strøet med mel, siet og så fremdeles.
Efterfølgende blev de tørret i solen og kunne anvendes i flere måneder. I dag er produktionen blevet mekaniseret. Tak for det. Ellers blev der nok ikke tilberedt særlig meget couscous i de danske køkkener, hvis vi skulle igennem den procedure, før vi kunne lave mad.
Instant couscous
Ovenikøbet er den couscous, vi køber i dag for det meste præ-dampet og tørret, og det er derfor – som i opskriften herover – at vi kan nøjes med at komme dem i kogende vand eller hælde kogende vand over dem og lade dem trække i 5 minutter.
Velbekomme!
Få evt noget ekstra inspiration til næste gang du skal i køkkenet. Se hvad vores venner fra Gastrofun har lavet, og drag endelig noget inspiration fra galleriet